Terminen var søndag d.17. marts 2013, - og der skete ikke så meget, så min datter tog hjem til sig selv, for at rydde lidt op, og bare være sig selv……
Men selvfølgelig skulle der ske noget, natten mellem mandag og tirsdag, - på årets første varsling om snestorm, snefygning og alt hvad dette sne kan kreerer i en hamrende kold forårsmåned !
Min datter ringede kl.04:45, og sagde at vandet var gået, og der var meget blod…. Jeg er lettere distræt (læs: YDERST distræt), når jeg bliver vækket, kort tid efter jeg er gået i seng !
Jeg vækkede min gamle mor, alt imens jeg hoppede i mine joggingbukser, - dog med begge ben i ét bukseben (og Guderne må give en forklaring på, hvordan dét fysisk kan lade sig gøre i min størrelse !). Jeg fumlede mig frem og tilbage, for at komme ud af joggingbukse-benet, og blev ved med at være generet, og måtte til sidst vende dem korrekt, - dén proces tog nok 5 minutter !
Jeg snurrede rundt om mig selv, i et desperat forsøg på, at huske hvad der var så vigtigt at huske, at få med, - og nej, dét er ikke så lige til, at huske…. Da jeg var ved, at være klar til at køre, fandt jeg min mor udenfor, som var stået op, gået ud i en sne og rusk, iført nattøj og vinterfrakke - uden sine briller !
I selvsamme periode, hvor jeg fræsede snotforvirret rundt, havde hun præsteret at rydde en snedrive på ca. 4 m lang, 1½-2 m bred og 70 cm høj, - som selvfølgelig lå liiige udenfor garagen, mens resten af gårdspladsen ikke havde mere end nogle få cm sne…
Jeg drønede af sted, med sneglende 30 km/t, mod min datters bopæl ca. 20 km væk… Og dét syn som mødte mig hos min datter, var ikke bare lidt blod, men en ren og skær massakre. Blodet løb ned af hendes ben, selvom hun havde et badehåndklæde imellem dem, - og så havde hun veer med 2 minutters mellemrum…. Jeg tror hun kunne se panikken i mit ansigt…
Vi hastede af sted - med sneglende 30 km/t - mod Ærøskøbing sygehus, hvor jordmoderen ventede os… Der er dælende dulende langt til Ærøskøbing med 30 km/t !
Undervejs betroede jeg min datter, under hendes veer, at hun klarede det fantastisk, hvilket jeg oprigtigt mente, for hun sagde ikke et kny selvom hun vred sig i smerte hvert 2. minut, - men jeg tror jeg reelt, at jeg forsøgte at berolige mig selv, for ikke at gå i panik…
Vejret var imod os, og jeg tænkte at i yderste konsekvens, så havde vi et ”fødselskit” med os, HVIS vi skulle sidde fast ét eller andet sted, som ikke var ved sygehuset, - men vi ankom i god behold.
Min datter blev så dén, der indviede den nye fødestue på Ærøskøbing sygehus, med murestøv og elektrikerrester…
M var åben 2 cm, og jordmoderen forklarede at blødningen var helt normal, og sagde at vi sagtens kunne tage færgen, som varer 75 minutter, uden den store panik, - og dét måtte vi jo så sætte vores lid til, at jordmoderen vidste hvad hun talte om…
Vi gik ombord på færgen, som tog 3 gange så langt tid, end normalt, da vi skulle gøre holdt ved hver ve. Jeg havde en pusletaske, min egen taske, en pose med tøj (som blev pakket i huj og hast), og så min datter at slæbe på, - og hvis man lægger min overvægt til, - ja, så slæbte jeg nok en mindre bil i en noget uhensigtsmæssig stilling….
M kunne ikke finde ro ombord, og selvom der var ganske få mennesker med, besluttede vi at gå oven på, og ud i den kolde luft fyldt med snefnug, for dér kunne hun råbe, hvis hun fandt det nødvendigt. Alt imens jeg skulle stå som modvægt, mens hun stod forover bøjet, og holdt fast i mig, - skal måske sige, at jeg er en noget uhandy størrelse, og hvis jeg kommer ud af balance, - ja, så vil hele færgen nok krænge 45 grader mod styrbord !
Billettøren kom, men besluttede sig åbenbart for, at han ikke havde lyst til at deltage i seancen, der på dét tidspunkt fandt sted på trappeopgangen til rygerkupéen, som altså er udenfor… Vi billetterede i hvert fald ikke.
Da vi lagde til i Svendborg, kom en ældre Herre hen, og spurgte om han skulle køre os til sygehuset, for M så jo noget anstrengt ud, - hvilket jeg antager, at alle fødende kvinder gør, - altså ser anstrengt ud… Vi takkede nej, da vi vidste at der ventede os en transport, som så viste sig at være en ambulance. M blev guidet ind, men ville sidde og ikke ligge, og jeg skulle så ind og sidde foran…..
Dem som ved hvordan en dansk ambulance ser ud indvendigt, vil vide at foran (førerkabinen) svarer til en vans/kassebil, - altså der er et lille trin op til sædet. Jeg kiggede efter et panik-håndtag, så jeg kunne bruge den ene fod på trinet og et håndtag at gribe i, så jeg kunne trække mig selv op, - men jeg kunne ikke finde et panikhåndtag. Så jeg satte den ene fod på trinet, skubbede fra og satsede på, at der var noget i kabinen jeg kunne gribe fat i, i farten, - men der var intet, så jeg var ved at ryge ud af kabinen igen, da jeg mærkede to lapper på mine balder…. Det føltes som evigheder, at have et sæt hænder på mine balder, og jeg kunne næsten forestille mig, hvordan den stakkels falckredder, følte panik over hvordan han skulle komme ud af den lidt pinlige situation, ved at stå dér med mine balder i hænderne…
Vi ankom i god ro og orden på Svendborg sygehus klokken lidt over 9...
M blev lagt godt tilrette på briksen, mens jeg straks smed alt vores habengut, jakker, trøjer, og store støvler i et hjørne, - vi fandt os godt tilpas, - eller det vil nok mere sige, at jeg fandt mig godt tilpas, eftersom M jo stadigvæk vred sig i veer, og hun var nu 4 cm åben…
Det er måske hér jeg skal indflette, at M og jeg har haft en snak om hvad M ønskede sig af fødslen; M ville ikke selv se fødslen via et spejl, jeg måtte overhovedet ikke kigge på hvad der foregik forneden, hun ville ikke føde i vand, og slet ikke se moderkagen, fordi de ting var simpelthen for ulækre…. HA, der sker ting og sager, ved en fødende kvinde !
Efter noget tid, spurgte jordmoderen om hun ville i vand, hvilket M desperat ville, og straks blev badekarret fyldt, som M hoppede op i. Men det hjalp hverken buh eller bæh, så M kom op igen….
- Badekar: tjek !
Ved 12-13 tiden gik jeg ned for at ryge, og købte en lille lyserød bamse og lidt guf med retur.
M havde nu åbnet sig 7 cm, og ville have rygmarvsbedøvelse. Jeg havde i min verden forestillet mig, at rygmarvsbedøvelse fjernede veernes ubeskrivelige smerte, hvilket den også gjorde, men den fjernede altså ikke murren, skurren eller anden form for smerte…
M begyndte nu at få pressetrang, og spurgte om hun måtte gå på potten, hvilket jordmoderen sagde ja til, men M skulle jo ikke gøre stort, men havde presseveer, hvilket jordmoderen hårdnakket påstod ikke var endnu… Da M havde ligget sådan i et stykke tid, og brugte gassen som stresspåvirkning, så hun ikke skulle presse, sagde jordmoderen til sidst;
”- Det kan altså ikke passe… Lad mig tjekke dig…”
M var nu 10 cm åben, og fik grønt lys for at presse, - alt imens der var vagtskifte….
Den nye jordmoderen kom ind på stuen, midt i en presve, hvor jeg stod og holdt M’s ene ben, hendes nakke, så hovedet kom ned mod brystkassen…. M syntes så åbenbart, at hun skulle hive i noget, så hun tog fat om min nakke, og træk til, så jeg måtte stå imod sengen med mine lår, for ikke at blive flået op på briksen…. Da M havde overstået dén presve, sagde jordmoderen at jeg overhovedet ikke måtte lade M trække så’n i mig, da en fødende kvinde kan trække ½ ton, - uden at blinke med øjnene !
Jordmoderen som var kendt i sit fag, derom var der ingen tvivl, sagde til M, at hun skulle ligge som M havde lyst, fordi det ville frigive ressourcer til at presse, - og dét lød jo logisk.
Jordmoderen og jeg stod så, og skulle skubbe mod/holde M’s fødder, så M kunne skubbe mod os. Vores albuer var i spænd i ”fodbøjlerne”, så vi skulle ikke bruge kræfter eller energi på andet, end at holde fødderne….
Jordmoderen blev ved med at nikke med hovedet, at jeg skulle kigge ned, så jeg kunne se hvad der foregik, når der var en presve, men jeg havde jo lovet M, at jeg ikke ville kigge forneden, men til sidst blev min nysgerrighed for stor og jeg kiggede ned…. WAUW, hvor var det bare syret, at se et lille menneskehoved, - mit barnebarns hoved !
- Kigge forneden: Tjek !
M var nu så langt i fødslen, at jordmoderen sagde, at M nu selv bestemte hvor mange presveer hun ville have, for både barn og ”forneden” var klar. Jordmoderen spurgte mig om, hvad M kunne blive provokeret af, og jeg fortalte at M absolut ikke ønskede et spejl, så hun kunne følge med, som sagt, som gjort - næsten da…. Jordmoderen sagde i hvert fald, at nu ville hun hente spejlet !
Og sikke der blev bandet fra briksen af, og under endnu en presve bekræftede jeg, at nu ville spejlet blive hentet, og så fik jeg fingeren, - jeg vil godt på det kraftigste påpege, at lige i denne situation, blev M tilgivet (under alle andre omstændigheder, ville jeg have flået fingeren af !)…
- Spejl: næsten Tjek !
Klokken var nu 16:15, og jeg vidste at M ønskede på det kraftigste at føde før der var gået 12 timer, bare for at kunne stikke det op i næsen, på dén jordmoder der har fulgt hende i graviditeten, som påstod at førstegangsfødende ikke føder under 12 timer. Jeg sagde at nu havde hun (M) altså knap 20 minutter til at få presset dén kummefryser ud….. Og sikke der blev presset, og - vupti - d.19. marts kl. 16:20 blev frk. Tværs født !
En lille tåre måtte ned af mine kinder, da jeg så frk Tværs første gang, med store øjne og ikke en lyd, da hun blev lagt op på sin mors bryst… En lille ny engel på 53 cm, 3.740 kg, så dagens lys for første gang.
… Og så var det at jordmoderen spurgte om M ville se moderkagen, og M overraskede mig igen, med et;
”- Kan man se på moderkagen, at jeg har røget ?!” hvilket jordmoderen svarede, at dét kunne man ikke….
- Moderkagen: næsten Tjek !
Sikke en verden vi lever i, hvor små mirakler sker hele tiden, verden over…. Jeg ville ikke have været denne oplevelse foruden, og jeg elsker det lille mirakel som skete lige netop dén dag på dét tidspunkt !
- Mormor: Tjek !
