torsdag den 19. juli 2018

Livet er ALDRIG kedeligt !


Det er sjældent jeg kommer ud, men når det sker, så gør jeg det gerne med stil...

I dag skulle jeg forlade min ø, for at se på en fremtidig bolig, udenfor mine trygge rammer.
Min gamle mor, er en fast bestanddel af husstanden, så hun måtte jo nok få lidt taletid, i denne forbindelse... I dagens anledning, var min lillesøster med...

Vi skulle op tidligt, for at nå den første færge til Fynshav... Og når jeg normalt siger ”tidligt”, så er vi omkring middagstid, men i dag var ”tidlig” kl 3:30, og det er jammerligt tidligt, - men hvis jeg skulle lugte af andet, end motorolie, på trods af, at jeg ikke har rodet med motorolie, - ja, så skulle jeg så tidlig op, for at nå et bad, inden turen skulle gå vestover kl 6:20...

Jeg kan da starte med at sige, at dagen startede en time EFTER vækkeuret havde ringet, så jeg var presset max, inden jeg overhovedet kom ud af sengen, men jeg nåede mit bad, hvilket jeg er sikker på, at mine to medpassagerer satte pris på.

Så JA, når dagen starter sådan, så plejer der jo, at komme andre ”fejl-følger”, så vi fik ikke tanket benzin, inden den gamle 28-årige Golf, kørte ombord på færgen, - men vi satsede på, at de også har benzin i Jylland... Ja, vi fik faktisk hellere ikke opladet alle vores telefoner, hvis vi skulle fare vild i det mørke Jylland, så det var også et sats, at vi kunne tale deres sprog.

Da vi skulle køre fra borde, kunne færgen ikke få rampen ned, da én af klapperne havde sat sig fast. Vi sad i ca 20 minutter, mens de kæmpede en indædt kamp, med at få dén ene klap afmonteret helt, - med en mukkert... Vi sad på første parket, og kunne følge med i hele processen, som jo er ret vigtigt, så man ikke går glip af noget !





Nu havde vi så 4 timer, i ”overtid”, inden vi skulle se det første hus i Nordborg, - og nej, der gik ikke en senere færge, til formålet... Glemte jeg at sige, at det så tilfældigvis faldt sammen med årets varmeste dag med +30 grader ?! Og nu vi er ved det, så har min trofaste veninde, Golf, trods sin modne alder ingen klimaanlæg, eller A/C, - men den har da vinduesfunktionen rul-op og rul-ned, med håndkraft, samt varm-blæs, og lunken-blæs, alt efter hvor rød/blå man indstillede varmeanlægget (til gengæld, kan den varme bedre end en brændeovn, om vinteren), - og min gamle mor, beklagede sig over den træk, der uglede hendes hår på bagsædet.... Enhver kilometer, var en tur i masse-ovnen !



Så vi trillede ned til Quickly, som havde den geniale funktion, at man havde lavet et lille café hjørne, hvor man kunne indtage dét man nu havde shoppet i biksen, eller i bager afdelingen.... Så dér sad vi så en times tid, efter vi havde fræset Nordborg tyndt. Og nød de indkøbte vare, med udsigten til de indfødte, der trippede rundt, i deres sædvanlige gænge, - ja, nogle af dem benyttede sig også af caféen, og det var hér vi stødte på ”Brygmesteren” første gang...
Brygmesteren var en gut, på måske pensionsalderen, der sad dér og nød sin øl og avis... Ved siden af ham, var der en stumtjener, hvor der hang en cardigan af en art, - og et par underbukser..... Vi tænkte meget over de underbukser; - var de brugt, og i såfald, hvem havde tabt dem, uden at vide det ?!




Vi kørte så en smut ned til søen, ved Slottet, hvor vi fik lidt at drikke, og en is, og nu kunne vi godt mærke, at dette tidspunkt på dagen, bliver kaldt ”siesta”, syd for Køge, af en årsag.... Det var ikke bare varmt, - det var altopslugende stegende varmt, og vi kunne knap holde det ud, - vi sad ikke engang i bilen.... Og hvad ser vi så, dér ved den lille sø... Ja, det var såment Brygmesteren, der sad og nød en øl. Vi er i tvivl om, hvordan han kunne nå at komme herhen, før os, - så mon ikke der må være et listig gangsystem, ét eller andet sted, - han sad der i hvert fald, med sin øl... Klokken ca 10.45 !

Tiden sneglede sig afsted, og vi ville bare gerne have den første fremvisning overstået, så vi kunne komme videre til den næste, som lå ved Vojens... Dén her varme, var bare for meget, for den tykke.... De fede, må svede, - og dét er rigtigt....

Endelig kom tidspunktet, og da vi stod og ventede ved døren, i skyggen af en faldefærdig carportsagtiglignende skyggeplads til husaffald, hvor der stod, skal vi sige, 4 store klare affaldssække, plus det løse, med tomme øldåser, kom naboens veninde til syne, for at forsvinde igen, og så dukkede naboen så op... Det var to kvinder, i den friskeste alder – måske en smule overfrisk – og fortalte, at de lige ville se os an, og kunne så – uopfordret – fortælle, at den carportsagtiglignende skyggeplads, rent faktisk VAR faldefærdig... Og i dagens hede, kunne vi ikke undgå, at lugte den lettere gærede drik, som vi kan kalde øl... Klokken var 11:30 !

Ejendomsmægleren fortalte, allerede inden han satte nøglen i låsen, at huset ikke længere var beboet, og der havde været en vandskade.... Inden vi overhovedet var kommet ind i hytten, var vi på vej ud igen, - der var intet nævnt om denne skade, ej hellere at huset havde været ubeboet i ca 1-1½ år, på trods af nogle mere præsentable fotos, - dén slags gør noget ved et hus..... Meget kan vi se os ud af, eller se igennem med, men husets generelle tilstand, var dårligere, end tilstandsrapporten skrev i 2016....Men af respekt for mægleren, og dennes tid, gennemførte vi dét, vi kom for, og ved samme lejlighed, fik vi en del info, om Nordborg generelt, - det var meget tiltalende... Altså Nordborg !

Mægleren kunne ikke gennemskue, hvordan konstruktionen af en eventuel handel, skulle være, - og hånden på hjertet, så gjorde vi det - ubevidst - ikke meget nemmere... Hvis min mor spurgte om noget, og mægleren svarede, afbrød jeg, for at spørge om noget presserende, eller som tillægsspørgsmål, på det han nåede at svare (og jeg skal jo spørge, så snart tanken dukker op, ellers glemmer jeg det), og derefter afbrød min søster, der også havde samme tanke, som mig... Den stakkels mand, havde ikke en chance !

Han var en ung, dygtig og ambiøs mægler, og han gjorde hvad han kunne, for at gøre ejendommen tiltalende, - men det var, sgx oss' en svær opgave, han var sendt på.
Vi takkede farvel, og satte os ind i Golfen, for at sætte kursen mod Vojens... Bilen var nu så overophedet, i slukket tilstand, at selve selen var så varm, at den brændte på det bare skind, - ingen af os, har nogensinde oplevet noget lignende !
Et hurtigt pitstop i Augustenborg, efter nye og KOLDE forsyninger, på trods af, at vi lige var kørt fra Nordborg City....

Efter en time og syv minutter i et rent tyrkisk bad, nåede vi en skrotbunke, der lå lige ud til en ret trafikeret hovedvej.... Ejendomsmægleren var en lille boksanordning på hoveddøren, hvor man skulle trykke koden, og en hoveddørsnøgle dukkede op.... Huset bar tydelig præg af, at det havde været brugt til hundekennel; - halvdelen af huset manglede mere eller mindre, efter det var revet i stykker af hunde... Det tog os nok 8 minutter, før vi var ude af døren igen, efter vi lagde ”ejendomsmægleren” retur i den lille boks.... Og så gik turen retur til Nordborg...



Endnu engang slog vi vejen forbi Quickly's café... Underbukserne hang stadigvæk på stumtjeneren... Og nu var der så dukket en ”snublekyse” op, - en af de mere rare af slagsen... Han startede med at sprøjtemale gulvet med en rystet cola, hvorefter han hidkaldte noget personale, der troligt tørrede det op... Han var tilsyneladende en fast kending i butikken... På den anden side, vi var efterhånden også faste kendinger i butikken...

Endelig nåede vi klokken 16.00, og vi kørte til adressen på den sidste ejendom, og vi var spændte... Vi svedte stadigvæk som svin, mens ikke en vind rørte sig... En stor Volvo kørte ind, og en frisk fyr hoppede ud. Han var en god sælger, og var ikke bleg for de lidt ”hårdere” spørgsmål, - ja, han var faktisk klar til vores selskab, selvom vi stadigvæk var 3 piger, i den spørgelysten alder.... Faktisk blev han bombarderet med alle tænkelige spørgsmål (hvor ligger det nærmeste asylcenter, nærmeste politistation, kriminelle rate for byen, og lignende spørgsmål, - ja, jeg ved det, det er en gammel skade), og han forsøgte at holde trit, - han gjorde det godt, og var ærlig.... Vi rendte ud og ind af ejendommen, ind i skunken, ud af skunken, ind i et skur, for at gå ind i et andet.... Og da vi var ved vejs ende, og takkede ja, til huset, stod vores ven, snublekysen udenfor... Enten kan de indfødte lugte en fremmed, eller så vidste de bare, hvad vi skulle, eller måske drikker man bare mere i Nordborg, - snublekyse, brygmester eller ej...

Endelig havde vi nået det vi egentlig kom for, - at se det sidste hus, så nu var vi på vej retur til Fynshav, for at nå den sidste færge – 2 timer senere.... Vi lavede et pitstop i Brugsen i Fynshav, - vi manglede kolde vare, igen, så ind og købe nye forsyninger, mens vi ventede på færgen...

Vi var enige om, at LE (min afdøde søn) havde hjulpet os på vejen, så vi ikke rendte ind i større problemer, såsom sprogvanskeligheder og manglende benzin... Ja, faktisk var vi enige om, at han nok syntes vi var nogle kyllinger, når vi brokkede os over varmen, - han måtte vide noget om varme, eftersom han blev til aske (så kan man vist tale om varme)... Han passede på os, og vi kvitterede med nogle rosenblade, i det sydfynske øhav, hvor han ligger....






Turen havde kun varet ca 267 km, over ca 16 timer.... Det er egentlig en ret dårlig km/t, - men vi nåede en tur forbi en god café, en sø/springvand, et ishus, et slot, lidt skrot, et hus, motorvejen, Universe ved Nordborg, en Brugs, en Netto, en stegende hed bil, en brygmester og en snubelkyse, et par underbukser og en broklap…. Vi har været på tur....


…… Mojn.....