Det er influenza tid.... Måske !

I tirsdags slog jeg vejen forbi lægen, for at få en influenzavaccinationen…. Da jeg var lønslave fik jeg hvert år influenzavaccination pga den kulturberigelse, som overrendte grænsen, og jeg blev aaaaldrig sløj af den (vaccinationen altså), - så hvorfor skulle jeg da blive det, denne gang….
HA, siger jeg bare !

Tirsdag gik fint indtil om eftermiddagen, så blev jeg så’n lidt influenza-artig. Onsdagen lå jeg bare i sengen, følte mig som en rigtigt mand, når han har influenza - på sit dødsleje !

Torsdagen var egentlig det samme, men begyndte at få lidt ondt i venstre babs, og eftersom jeg var stukket i venstre arm, behøvede den omme babs jo ikke at betyde noget…. - Vel ?!

Men hold da op, jeg var døden nær… På et tidspunkt, i løbet af fredag eftermiddag, ville jeg så liiige bese ”skaden” og træk blusen op…. Hhhhhmmm, tja…. Jeg ved sgx ikke helt, hvad jeg skulle mene om dét syn jeg så…. Men hvis begge mine lange A-skåle havde dén brystfacon, så behøvede jeg i hvert fald ikke silikone til noget som helst i dét område, - ja, jeg kunne da i hvert fald ikke se mine tæer…. - På den anden side, så kan jeg af andre årsager IKKE se mine tæer, silikone eller ej !

…. Ååårrrrhhh, NU fatter jeg det !!!
Jeg har engang været bevidstløs (og dét kan jeg jo ikke huske, fordi jeg jo var bevidstløs), og så indsatte nogen silikonebabser som et forsøg (måske 1200 gr på hver babs), - men operationen gik galt, så alt silikonen, gled ned på maven….. - Dét forklare jo ALT…. HA, jeg troede at jeg var tyk !!!!



Nå, men jeg måtte en smut forbi lægen fredag eftermiddag, og han så lidt ubeskrivesom ud i hovedet, da han så mine uoverensstemmende babsmål, som med tiden VIL give en rygskade !

Han insisterede på at det INTET havde med vaccinationen at gøre, men derimod var en udefrakommende infektion, som jeg havde gået med alt for længe (Hhhmmm, dét lød bekendt !). Hele halløjet, med den stensikre død forude, skyldtes ene og alene en sølle infektion i babsen, som havde udviklet sig til noget ganske fælt…

- Hvordan filen får man en udefrakommende infektion i babsen, når der ikke findes nogen til, at kramme dem ????!
- Det må være katten !

- Er meget motion, meget godt ?!

- Ja ja, jeg ved det…. Jeg kommer for lidt ud !

Jeg har været på tur…. Igen… I dag skulle jeg i motionscenteret, - ja, der stod MOTIONscenteret, hvilket jo ikke er ét af de steder, jeg kommer oftest… Mit korpus afslører mig, lige meget hvor meget, jeg så end forsøger at dække mig under, at jeg nok lider af en stofskiftesygdom, eller at mit kuk-kuk medicin er årsagen, - kort og godt; jeg er tyk !

I byzonen, holdt der en varevogn med den ene sides hjul ude på min vejbane. Jeg kunne ikke umiddelbart overhale, da der kom nogle modkørende, så jeg ville bremse min automatgear-kampvogn af en 23 årig Golf… Jeg har nok trillet 50 km/t, med masser af afstand til den holdende bil (Hhhmmm, lyder det ikke bekendt ?!), da jeg satte foden på bremsen….

SUUUIIINNNG lød der, og jeg kurede med mit lettere underhøje korpus i sædet, for fuld kraft mod rattet, så sædet røg i inderste hak i sæde-afstandspositionen, som samtidig udløste at min fod trykkede for fuld spade på bremsen, så hjulene ikke bare hylede og skreg, men osse røg… - Ja, Golfen er en ældre dame, uden ABS…. Jeg skal da love for at min kampvogn kan standse på nul tid !

Gutten som stod ved sin varevogn, sprang tilbage mod rabatten, - måske fordi, det grangiveligt lød, som en bil, der ikke havde i sinde at stoppe lige med det samme….

Jeg sad nu fastklemt mellem rattet og sædet, - ja, faktisk SÅ sammenkrøllet, at jeg ufrivilligt osse trykkede hornet i bund…. Én centimeter tættere på, og jeg havde kysset indersiden af forruden… Jeg forsøgte at se afslappet ud, da manden kiggede forskrækket på mig, og jeg forsøgte at vinke undskyldende med min højre hånd, som praktisk talt var umuligt, da jeg ikke kunne rykke mig en tomme…

Jeg holdt nok en 5 meters penge fra bilen og den lettere chokeret mand… Jeg sad fastklemt, og forsøgte at få min sele af, så jeg kunne nå sele-indstillingsknappen/dimsen, som er under sædet, - samtidig med at jeg forsøgte at se heeeeelt afslappet ud, og at jeg havde styr på situationen, - ja, faktisk var det en planlagt øvelse, hvis du spørger mig…

Jeg ved ikke hvordan det må have set ud, udefra, - men jeg havde da i hvert fald styr på det… Host host…

Jeg fik rykket mig tilbage, og fortsatte min tur mod dét center, som for mig kan sammenlignes med et krisecenter; - man kommer der yderst sjældent, og helst slet ikke…

Jeg sad dér på trin 6 på romaskinen, og sveden haglede af mig… Dernæst gik jeg til benpres-maskinen, eller hvor meget det nu er, den hedder… Jeg asede og masede med mine 55 kg belastning, og syntes mine lårbasser syrede til. Jeg havde nok kæmpet i 7-8 minutter, da en frisk dame kom hen til mig, og fortalte at man som udgangspunkt bør bruge sin egen vægt som pres, og at undersiden af lårene OSSE skulle syre, - mine underlår syrede altså ikke, og jeg havde da slet ikke 100 kgs pres…

Damen var meget venlig og hjælpsom, og indstillede maskinen flere gange, - mens jeg sad på den, og skulle så prøve den ene og den anden position, for at give belastning på undersiden af låret, - og lige fedt hjalp det… Jeg svedte og svedte, og måtte til sidst hvæse, at jeg stadigvæk ikke kunne mærke en skxd på bagsiden af mine lår, selvom jeg på dét tidspunkt havde siddet ca 20 minutter, med en vægtbelastning på 80 kg (som jo ikke heeeeelt er min vægt), med total syrede lårmuskler…

Jeg var fuldstændig ødelagt i mine lår, da jeg nærmest faldt af maskinen, for nu var maskinen indstillet på den inderste indstilling, så jeg stort set sad i samme position, som 30 minutter tidligere i min bil… Min dunk var i vejen…

Nu er der gået nogle timer, og jeg er kommet hjem…. Og jeg skal da love for, at undersiden af mine lår, er lidt møre…. Måske kunne jeg ikke mærke syren i underlårene, fordi det syrede mere i overlårene, - hvem ved… Men én ting er helt sikkert, - maskinen fejlede intet…

 

En kort, en lang, en trekantet stang, - en cykel der si'r ding-dang, ding-dang

Jeg har været på tur, - igen… Denne gang, én af de lidt mere “spændende” af slagsen….

Jeg var på vej hjem i min bil, fra den ene ende af øen, og møder nogle cyklister, - måske 5 Herrer. Det var ikke “bare” nogle cyklister, - men dén slags man møder i faconsyet trikot, med farver i Tour de France, og på dyre cykler... De tror selv, de er de bedste cyklister, - en kommende stjerne, og ikke mindst - de ejer vejen… Vejen er deres, i vejens fulde brede…
- Kender I dem ?!

Sådan nogen skulle jeg forbi, og mens jeg ligger på siden af dem, trækker den sidste, eller næstsidste ud til en overhaling af sine kammerater, og er et under, at jeg ikke får ham ind under mit højre forhjul.
Jeg dytter, fordi vedkommende åbenbart hverken havde orienteret sig, eller set/hørt mig. Og jeg fuldføre overhalingen, og da jeg er foran dem med X meter (aner ikke hvor meget), kan jeg se dem i mit bakspejl og sidespejl, hvor de både giver mig fingeren, og deres mund stod ikke stille…

Lige dér… I dét sekund, jeg så deres finger, fik jeg nærmest en kortslutning… Jeg kan bare ikke have dén skxde finger, - jeg tilder… Jeg har set for mange fxck-fingre i mit liv, til at jeg gider at se på dem mere !
Jeg stopper derfor, og holder skråt ud mod rabatten, for at afskære dem vejen indenom, så vi liiige kunne få en lille snak om deres uforsvarlige og hensynsløse opførsel/kørsel…

Den første cyklist stopper ved mit nedrullet sidevindue i passagersiden, og råber og skriger ind i kabinen, mens jeg så råber og skriger retur, - og dét skal nok løse situationen !
Efter ca 2 sekunder, kører to af hans kammerater udenom mig, og stopper foran min bil, - alt imens vi råber og skriger af hinanden…
Jeg er temmelig meget oppe og kører, og er på nippet til at stige ud af bilen, for bedre at kunne “udbrede” mit budskab… - Ja ja, jeg ved godt, at man ikke hører bedre af, at råbe, eller stå “close to close”, - men jeg var eddikesur, og da specielt når Klaphatten så tillader sig, at påpege at JEG ikke kender færdselsloven, og brugen af bilens horn… Manner, jeg var sur !

Der var nu gået måske 20-30 sekunder, og mens vi stadigvæk står og råber af hinanden, lyder der et ordentlig DOING fra bagagerummet, så jeg kigger i mit bakspejl, og kan i et splitsekund se en fod, og et halvt cykelhjul. Kigger derefter i mit sidespejl, og kan se en mand ligge dér på vejen, med sin dyre dyre cykel i 3 dele… Den sidste cyklist kørte altså for fuld smadder lige ind i min bil, selvom han var dén der havde den længste bremseafstand. Så jeg sprang ud, mens gave-hovedet også gik til bagende, hvor Fætter Kvik lå.

Vi fik Fætter Kvik flyttet ind i rabatten, så han ikke lå dér og flød på vejen…
Nu fortsatte gave-hovedet med ordene;
“- Det kan godt være, at det ser ud som om, at vi ikke har styr på det, - men det har vi !”
… - Øøøhhh, hvorfor ligger Fætter Kvik, så dér og bløder ?! Men det var måske fordi, at Fætteren ikke havde helt styr på det, og derfor ikke var omfattet af "styr på", eller hvordan ?!

Fætter Kvik’s kone kom og hentede hans cykel, som nu var blevet til den slags cykel, man ser skibssejlende eller campister har med, hvis de får lyst til en frisk cykeltur.. I 3 dele og ikke ret stor… Måske en klap-sammen-cykel !

Ambulancen ankom og samlede Fætter Kvik op, og jeg fik udvekslet informationer med Kvik’s kone…. Det var en smule mærkeligt, for selvfølgelig skulle de have mit kørekortnummer, adresse, cpr-nr. og bilens nummer, - men jeg kunne kun få Kvik’s navn, adresse og telefonnummer, - ingen stelnummer på cyklen, eller noget, - Fætter Kvik kunne jo i teorien have stjålet cyklen…. Men man bruger måske ikke dén slags ?!

Der kom så en bil, som standser foran min bil, og ud vælter der et spritorgel, som prikker mig på skulderen, da jeg sidder på hug ved siden af Fætter Kvik i rabatten…. Jeg kigger op på manden, som siger;
“- Nej, det er ikke dig !”
… Hhhmmm, vel er jeg mig, - hvem skulle jeg ellers være ?!
Spritorglet vender om, går tilbage til sin bil og kører videre…. Jeg aner ikke hvad dét gik ud på !

Jeg spurgte så en af Falckredderne om politiet ikke skulle komme, - jeg mener, det var ligesom en trafikulykke med personskade. Men det mente Falckredderne åbenbart ikke, at de gjorde, - at politiet skulle komme, og det gjorde de så hellere ikke… Og dén tyggede jeg så lidt på…

Jeg kiggede lidt på bagenden af min bil, og min stakkels bil havde fået nogle mindre buler, uden større betydning, - ja, det var da ligefor je skulle lede efter dem…. Men jeg havde fået et pænt ansigtsaftryk og en hånd på min bagrude, og straks gik min hjerne i “hold-nu-kxft-hvor-er-det-sjovt-mode”, selvom det jo var dybt tragisk, - mest for fætter Kvik !
Mit tredje øje kørte filmen, hvor man ser Fætter Kvik kastet op på min bagrude, og glider laaaaangsomt ned på jorden… - Ja, jeg kunne se mig selv, med den tynde maler-tape, markere shiluetten af en mand - ligesom i de gamle krimifilm, når nogen var død…. Og så stod der på min bagrude;
“one down, many to go”….
Måske jeg skulle sende Fætter Kvik, en buket blomster med ordene; “Knæk og Bræk”…
Eller sende ham min gamle færdsel teoribog ?!
- Kender I det, når man køre i sine egne tanker, og der pludselig kommer en måge eller due på ens forrude, som har fejlvurderet afstanden til bilen ?! Så forstil jer dén lyd, - med en cykel, - på bagruden !
Jeg ER syg, - hvem får sådanne tanker, i sådanne situationer !
Men jeg kunne konkludere, at den gode gamle Golf, er min kampvogn, og vi er nu uadskillelige !

Ambulancen kørte, og det endte med at Fætter Kvik kom til OUH…. Og så kom en besynderlig skyldfølelse, selvom det var mig, som var blevet påkørt, og derfor ikke var “Gerningsmanden”, men derimod “Offeret”….
Og da jeg kom hjem, tænkte jeg, at jeg bliver simpelthen nødt til at ringe til politiet, - det kan da ikke være rigtig… - Tænk hvis Fætter Kvik dør ?!

Jeg ringede så politiet op… Og dem som har prøvet at ringe politiet op på 114, efter klokken 16, ved hvilken besked de får… Der var tre muligheder, og ingen af dem var aktuelt for mig, så jeg tastede 1 for “indbrud”, og kom igennem, og blev så viderestillet til Vagthavende…
Vagthavende kunne oplyse, at ifølge deres alarm 112 havde man sendt en ambulance til en mand, som var kørt ind i en rød mur !!!!!
… - Nu var det så ikke en mur, - men den var da rød, min Golf. Og JA, den slår nok osse som en mur, - når man kører ind i den med 40 km/t på cykel, alt imens bilen holder stille !
Så fordi alarmopkaldet kom som “en mand, kørt ind i en rød mur” og ikke “en mand, kørt ind i en holdende (rød) bil”, var politiet ikke kommet… Så nu blev det så’n lidt af en “Hello Sherlock” anmeldelse…

Jeg forklarede hvad der var sket, og hvorfor det var sket…. En times tid gik, så ringede øens politi, som havde en yderst dårlig telefonforbindelse, der lå og kørte frem og tilbage, på dén strækning anmeldelsen lød på - i mørke… Så han mente at han var dér, hvor hele seancen var foregået !
(Hvordan kunne han vide dét, når det var i mørke, og ingen involverede var til stede ?!)
Og så var sagen et nummer, og blev afsluttet….

Dagen efter ringede øens politi mig op igen, og fortalte at fætter Kvik ville blive udskrevet i løbet af dagen, uden alvorlige knubs… - Pyyyhhhaaa, sikke et chok !

Og så ringede jeg til forsikringsselskabet, for mon ikke den gode Fætter Kvik, vil have sin 3-delt samle-selv-cykel erstattet, på et tidspunkt ?!
…. Det bliver ikke med min gode vilje, at jeg skal betale den, kan jeg så hilse og sige !

Så kør sikker derude, - og hvis du er én af de tåber, som tror du er Bjarne Riis, iført det stiveste cykel-dress, på en smart, dyr og hurtig cykel… Tænk dig om, og orientér dig i trafikken, - måske din attitude kan bringe dig i en firhjulet cykel (læs: kørestol), - men så kan du så stille op til de para Olympiske leje, i stedet for Tour de Ærø !



Sikke fund man kan gøre sig !

Så har jeg været på tur igen…. Måske en noget anderledes tur, da denne skulle foregå i nattens mulm og mørke, som for mig jo er det bedste tidspunkt på døgnet….
- Ja, det var faktisk noget af en lyssky affære….

Jeg var ude og Skralde…. Jeg havde da hørt om, at studerende i København gjorde det, men tanken om at JEG skulle skralde, var aldrig faldet mig ind… - Ja, jeg ved sgi ikke helt hvorfor, jeg ikke havde fået dén tanke før, når man nu er i familie med én af landets bedste Tingfindere…

Gnisten blev tændt, da en ven af familien, fortalte om hendes generelle fund, og specielt et fund aften før, på blandt andet 4,5 kg kaffe…
Jeg skulle instrueres i, hvordan man skralder, - jeg mener…. - Der må vel være en slags “regler” når man skralder, ikke’ ?!

Vi var 4 som drog ud i ly af mørket, fordelt i 2 biler… Jeg kørte med min veninde, og hun er måske ikke den bedste bilist i verden, så når hendes mand kalder hende en “Motorbølle“, alt imens hun fræser af sted med 40 km/t fordelt på to vejbaner, så er det vist med nogen modifikationer. Jeg vil gerne iføre mig en redningsvest, en faldskærm, en hjelm og en H-sele, når jeg køre med hende, - men det er ikke af frygt for en “Motorbølle-agtig” kørsel, snarere tværtimod…. Det er jo de langsomste på vejene, som er årsag til trafikulykker, - eller rettere, at JEG laver hasarderet overhalinger, fordi tågehornet foran netop køre 40 km/t på to vejbaner, så “Motorbølle” om min veninde, er mildest talt årets overdrivelse…
Men liiige denne aften, fræser hun ind ved butikkens baglokaler/varemodtagelse, og er nær ved at ramme to personer, som er ude at lufte deres hund (eller måske det var en stor kat ?!)….
- Ja, opmærksomhed er måske ikke dét, vi lige ønsker os i dén situation…

Jeg ved ikke om det var de gående med hunden, eller os, der aktiverede butikkens lys ved deres rampe til varer, - men den stod tændt med 1000 watt lige ned i skærmen på os, og jeg havde tilsyneladende ikke fattet, at en vis diskretion er en selvfølge, - næææhhh nej, jeg skulle stå og vinke til kameraet, mens jeg hoppede med mit korpus, som jo ikke er til at stoppe, når det først er kommet svingninger…. - Og jeg skulle da osse liiige råbe til én af de andre, om hvor meget brød der var, som intet fejlet….. Det var så hér, jeg fik instruktioner i hvordan man Skralder….



Nattens fund; 6 glas Jalepeños, 3 store glas Salsa Sauce (de har udløbsdato til næste år), frugt, peberfrugt, 7 blomster i jord, Knorr Koppen (husker ikke hvor mange, men ca 20-25 stk), brød én masse til min venindes geder, 4 vanilje lagkagebunde (udløbsdato sidst i sept)….


P.S. At Skralde er ikke ulovligt... 

Når enden er god, så er alting godt !

- Kender I dét…. - Man har lidt ondt i rxven… Nogle gange er det total uberettiget, eller negativ/positiv misundelse…. Mens andre gange, så har man regulært ondt i rxven !

Forrige fredag fik jeg, skal vi kalde det en lille mikroskopisk bums på sulet, mellem kønslæberne og ballen, - egentlig ikke noget, som burde nævnes hér på min Blog. Men jeg har det jo med at fortælle stort som småt til hele verden, som gider at læse…

Lørdag eftermiddag blev ”bumsen” en smule øm, men intet alarmerende. Søndag morgen kunne jeg godt mærke, at jeg havde noget mellem benene, som ikke var dét, jeg havde håbet på, - nu var den altså generende…. Men med en smule kvindelogik, ville denne lille satan vel gå over, på ét eller andet tidspunkt…

Mandag aften var den blevet til en direkte ondskabsfuld fætter, på størrelse med et hønseæg, og gjorde nuller-naller, så tirsdag morgen, ringede jeg til lægen og bestilte tid… Og de fleste ved jo, at når man ringer til lægen, for at få en tid, så får man en lægesekretær i røret, som faktisk KUN er lægesekretær fordi denne missede et par timer som læge, - hvis man altså spørger dem selv…. Jeg fik en tid til torsdag.

Jeg kunne nu kun gå, som havde jeg skidt i mine bukser, og håbede så inderligt, at min ”følgesvend” ville poppe snarligt, - dét skete så ikke !

Torsdag kl. kvart i tidlig stod jeg hos lægen, og kunne faktisk ikke komme op på briksen uden hjælp…
Jeg fik pakket fætteren ud, og lad mig bare sige det, med det samme, - lægen gjorde store øjne, og sagde med det samme;
”- Dén der, kan jeg altså ikke ordne…. Du må på skadestuen snarest !”
Jeg forsøgte at fedte mig til, om hun ikke liiige kunne snip-snap-snude dén, og så var dét kapitel ovre. Men så spurgte hun om jeg vidste hvor stor den var, - hvilket jeg af gode grunde IKKE vidste, da mit korpus ikke kan bukkes således sammen, at jeg kan se noget som helst under navlen !
”- Jeg overdriver ikke, hvis jeg siger, at den er knap 15 cm lang og 6 cm bred….” sagde hun, og så måtte jeg grine, selvom dét osse gjorde ondt i kaloriussen, - hvordan fxnden kan en bitte bums, blive til et monster, på ca en uge ?!

Jeg tog færgen, og satte mig på en ”pølle-pude”, så jeg havde en mulighed for at undgå den ubeskrivelig smerte. Ankom så til Svendborg skadestue. Blev faktisk vist ind på en stue med det samme, og ca. 45 minutter efter, stod der så en organ-kirurg, mens jeg tegnede og fortalte om dette bæst, som havde indtaget mit understel. Hun (lægen) ville gerne se den, - ja, hvem vil ikke se sådan et bæst ?! Men sagde, at hvis jeg skulle op og ned flere gange, for at fremvise andre ”dimsen”, så optrådte jeg altså kun med dette nummer én gang, uanset hvor mange der skulle se den (læs: jeg ville blive læggende i sengen, indtil de fandt ud af, hvad der skulle ske)…

Jeg blev nænsomt smidt op i sengen, og pakkede så fætteren ud - igen….
”- Puha da, dén er fæl….. Jeg vil lige rådfører mig med Bagvagten…” sagde hun, og så gik hun. Og da jeg nu lå dér med mit understel til offentlig skue, ville jeg da lige mærke, hvor stor den var blevet… Den var nu blevet dobbelt så høj, og meget nopret (som et krater)… Lægen kom tilbage, og ville liiige se den igen, fordi den var så svær at beskrive !

1 time efter blev jeg ført op til en afdeling, - fastende…. Jeg stod nu, i liggende stilling, i kø for at få flået dyret af, og jeg kunne ikke vente. Det begyndte at gøre ondt ned ad indersiden af benet, og gjorde mere og mere ondt, og jeg kunne mærke at den nu voksede ret hurtig… Jeg fik morfin hvert 3. kvarter, som jeg ikke engang skulle tigge om, - manner, det er nye tider…

Klokken var nu ved 21-tiden, og jeg havde ikke fået vådt, tørt eller mit dope, så jeg var ved at miste besindelsen, - jeg havde desperat brug for mit dope….

Kirurgen kom ind på stuen, som kunne have været den lokale klejnsmed, - jeg var ligeglad, bare jeg blev adskilt fra dét torturvoksende element, som sad fast et sted, som ikke var så heldigt !
Lægen så meget stresset ud, og forklarede at de havde travlt, og dét vidste jeg jo godt, og der var selvfølgelig ingen bebrejdelse fra min side. Jeg sagde til ham, at jeg syntes vi skulle gøre det i morgen i stedet for, så de ikke var så presset (ja, jeg kunne være nok så kæphøj på morfin), og vi blev så enige om, at det skulle være i morgen i stedet for. Men inden han gik, ville han lige se bæstet, og sagde;
”- Dét der er ikke godt…. Der er gået alt for lang tid, - du skulle have været kommet tidligere !”
- Okay, jeg kom altså så ikke tidligere, - gider du at fjerne den oder hur ?!

Nu det hele var udsat til morgen efter, hældte jeg mit dope i halsen, skyllet ned med æblejuice, og så vraltede jeg pinefuldt af sted mod altanen, så jeg kunne ryge… Jeg havde lige taget to hiv, og så kastede jeg da bare op, og i det samme kom den rare sygeplejerske og sagde;
”- Det er nu…. De er klar dernede på OP !”

Så jeg havde kap-vraltningen på fuld skrue, så de ikke sprang mig over… Kl var nu 01:45, og jeg blev næsten fræset til OP, og så begyndte jeg ellers at fortælle historier, fra de varme lande, indtil der var en sød stemme, som sagde;
”- Det er meningen du skal slappe af, så din krop er mere rolig, inden du får lov til at sove….”
- Okay, dét vidste jeg så ikke, men plaprede videre, upåagtet at jeg nu havde fået masken på, - måske fordi jeg havde et ret uheldig forhold til gaze, og forestillede mig at min rxv ville blive fyldt med gaze, - i ét langt stykke, - eller måske fordi jeg slet ikke fik mit dope…. - Hold nu bare kxft, Henry !

Jeg vågnede op igen på OP-stuen, og fiseme om min knevren ikke startede forfra, ordene var dog hen i retningen af;
”- Jeg takker…. Hvor er det skønt, at den er væk… Jeg stemmer for, at I skal have lønforhøjelse !”

Jeg kom atter tilbage til afdelingen, og måtte stadigvæk ikke spise, da jeg skulle være fastende, til dét indgreb, hvor man ville fjerne gazen, man havde fyldt min rxvballe med…. Og så skete dét, jeg havde frygtet allermest…. Jeg stod op ved 5-tiden, og ville lige vaske understellet, når man nu skulle rode rundt dernede, og fik - ved et uheld - fat i enden på gazen i min rxv, og i panik begyndte jeg at trække det ud, - jeg ved fiseme ikke hvorfor, eller hvad jeg tænkte, - jeg tænkte slet ikke, og da ca. 20 cm var revet ud af min balle, smed jeg gazen fra mig, som nu hang efter mig, som en slags hale… Jeg var bund hysterisk, og var jeg i stand til at hoppe på stedet i hysteri, så havde jeg osse gjort det, - men jeg ringede så efter sygeplejersken, som tydeligvis ikke vidste hvad man så skulle gøre, og jeg blev ved, med at spøge om hun ikke bare kunne klippe dét stykke af, som hang ud, - men dét var der ikke stemning for, og endte med at jeg skulle folde det sammen… YYYYYIIIIIRRRRKKKKSSS !

Lørdag formiddag var jeg så tilbage på operationsbordet, hvor man pilede de km gaze, man havde lagt derind i hulens gab…. Blev udskrevet, og landede på min ø sidst på eftermiddagen…. Nu kommer så det næste problem;
- Vil det gøre ondt, at skxde ?!
Eller måske værre;
- Vil der gå lxrt i det ?!



Et mirakel, set gennem mormors øjne…

Terminen var søndag d.17. marts 2013, - og der skete ikke så meget, så min datter tog hjem til sig selv, for at rydde lidt op, og bare være sig selv……
Men selvfølgelig skulle der ske noget, natten mellem mandag og tirsdag, - på årets første varsling om snestorm, snefygning og alt hvad dette sne kan kreerer i en hamrende kold forårsmåned !

Min datter ringede kl.04:45, og sagde at vandet var gået, og der var meget blod…. Jeg er lettere distræt (læs: YDERST distræt), når jeg bliver vækket, kort tid efter jeg er gået i seng !
Jeg vækkede min gamle mor, alt imens jeg hoppede i mine joggingbukser, - dog med begge ben i ét bukseben (og Guderne må give en forklaring på, hvordan dét fysisk kan lade sig gøre i min størrelse !). Jeg fumlede mig frem og tilbage, for at komme ud af joggingbukse-benet, og blev ved med at være generet, og måtte til sidst vende dem korrekt, - dén proces tog nok 5 minutter !

Jeg snurrede rundt om mig selv, i et desperat forsøg på, at huske hvad der var så vigtigt at huske, at få med, - og nej, dét er ikke så lige til, at huske…. Da jeg var ved, at være klar til at køre, fandt jeg min mor udenfor, som var stået op, gået ud i en sne og rusk, iført nattøj og vinterfrakke - uden sine briller !
I selvsamme periode, hvor jeg fræsede snotforvirret rundt, havde hun præsteret at rydde en snedrive på ca. 4 m lang, 1½-2 m bred og 70 cm høj, - som selvfølgelig lå liiige udenfor garagen, mens resten af gårdspladsen ikke havde mere end nogle få cm sne…

Jeg drønede af sted, med sneglende 30 km/t, mod min datters bopæl ca. 20 km væk… Og dét syn som mødte mig hos min datter, var ikke bare lidt blod, men en ren og skær massakre. Blodet løb ned af hendes ben, selvom hun havde et badehåndklæde imellem dem, - og så havde hun veer med 2 minutters mellemrum…. Jeg tror hun kunne se panikken i mit ansigt…
Vi hastede af sted - med sneglende 30 km/t - mod Ærøskøbing sygehus, hvor jordmoderen ventede os… Der er dælende dulende langt til Ærøskøbing med 30 km/t !
Undervejs betroede jeg min datter, under hendes veer, at hun klarede det fantastisk, hvilket jeg oprigtigt mente, for hun sagde ikke et kny selvom hun vred sig i smerte hvert 2. minut, - men jeg tror jeg reelt, at jeg forsøgte at berolige mig selv, for ikke at gå i panik…

Vejret var imod os, og jeg tænkte at i yderste konsekvens, så havde vi et ”fødselskit” med os, HVIS vi skulle sidde fast ét eller andet sted, som ikke var ved sygehuset, - men vi ankom i god behold.
Min datter blev så dén, der indviede den nye fødestue på Ærøskøbing sygehus, med murestøv og elektrikerrester…
M var åben 2 cm, og jordmoderen forklarede at blødningen var helt normal, og sagde at vi sagtens kunne tage færgen, som varer 75 minutter, uden den store panik, - og dét måtte vi jo så sætte vores lid til, at jordmoderen vidste hvad hun talte om…

Vi gik ombord på færgen, som tog 3 gange så langt tid, end normalt, da vi skulle gøre holdt ved hver ve. Jeg havde en pusletaske, min egen taske, en pose med tøj (som blev pakket i huj og hast), og så min datter at slæbe på, - og hvis man lægger min overvægt til, - ja, så slæbte jeg nok en mindre bil i en noget uhensigtsmæssig stilling….

M kunne ikke finde ro ombord, og selvom der var ganske få mennesker med, besluttede vi at gå oven på, og ud i den kolde luft fyldt med snefnug, for dér kunne hun råbe, hvis hun fandt det nødvendigt. Alt imens jeg skulle stå som modvægt, mens hun stod forover bøjet, og holdt fast i mig, - skal måske sige, at jeg er en noget uhandy størrelse, og hvis jeg kommer ud af balance, - ja, så vil hele færgen nok krænge 45 grader mod styrbord !

Billettøren kom, men besluttede sig åbenbart for, at han ikke havde lyst til at deltage i seancen, der på dét tidspunkt fandt sted på trappeopgangen til rygerkupéen, som altså er udenfor… Vi billetterede i hvert fald ikke.

Da vi lagde til i Svendborg, kom en ældre Herre hen, og spurgte om han skulle køre os til sygehuset, for M så jo noget anstrengt ud, - hvilket jeg antager, at alle fødende kvinder gør, - altså ser anstrengt ud… Vi takkede nej, da vi vidste at der ventede os en transport, som så viste sig at være en ambulance. M blev guidet ind, men ville sidde og ikke ligge, og jeg skulle så ind og sidde foran…..
Dem som ved hvordan en dansk ambulance ser ud indvendigt, vil vide at foran (førerkabinen) svarer til en vans/kassebil, - altså der er et lille trin op til sædet. Jeg kiggede efter et panik-håndtag, så jeg kunne bruge den ene fod på trinet og et håndtag at gribe i, så jeg kunne trække mig selv op, - men jeg kunne ikke finde et panikhåndtag. Så jeg satte den ene fod på trinet, skubbede fra og satsede på, at der var noget i kabinen jeg kunne gribe fat i, i farten, - men der var intet, så jeg var ved at ryge ud af kabinen igen, da jeg mærkede to lapper på mine balder…. Det føltes som evigheder, at have et sæt hænder på mine balder, og jeg kunne næsten forestille mig, hvordan den stakkels falckredder, følte panik over hvordan han skulle komme ud af den lidt pinlige situation, ved at stå dér med mine balder i hænderne…

Vi ankom i god ro og orden på Svendborg sygehus klokken lidt over 9...
M blev lagt godt tilrette på briksen, mens jeg straks smed alt vores habengut, jakker, trøjer, og store støvler i et hjørne, - vi fandt os godt tilpas, - eller det vil nok mere sige, at jeg fandt mig godt tilpas, eftersom M jo stadigvæk vred sig i veer, og hun var nu 4 cm åben…

Det er måske hér jeg skal indflette, at M og jeg har haft en snak om hvad M ønskede sig af fødslen; M ville ikke selv se fødslen via et spejl, jeg måtte overhovedet ikke kigge på hvad der foregik forneden, hun ville ikke føde i vand, og slet ikke se moderkagen, fordi de ting var simpelthen for ulækre…. HA, der sker ting og sager, ved en fødende kvinde !

Efter noget tid, spurgte jordmoderen om hun ville i vand, hvilket M desperat ville, og straks blev badekarret fyldt, som M hoppede op i. Men det hjalp hverken buh eller bæh, så M kom op igen….
- Badekar: tjek !

Ved 12-13 tiden gik jeg ned for at ryge, og købte en lille lyserød bamse og lidt guf med retur.
M havde nu åbnet sig 7 cm, og ville have rygmarvsbedøvelse. Jeg havde i min verden forestillet mig, at rygmarvsbedøvelse fjernede veernes ubeskrivelige smerte, hvilket den også gjorde, men den fjernede altså ikke murren, skurren eller anden form for smerte…

M begyndte nu at få pressetrang, og spurgte om hun måtte gå på potten, hvilket jordmoderen sagde ja til, men M skulle jo ikke gøre stort, men havde presseveer, hvilket jordmoderen hårdnakket påstod ikke var endnu… Da M havde ligget sådan i et stykke tid, og brugte gassen som stresspåvirkning, så hun ikke skulle presse, sagde jordmoderen til sidst;
”- Det kan altså ikke passe… Lad mig tjekke dig…”
M var nu 10 cm åben, og fik grønt lys for at presse, - alt imens der var vagtskifte….

Den nye jordmoderen kom ind på stuen, midt i en presve, hvor jeg stod og holdt M’s ene ben, hendes nakke, så hovedet kom ned mod brystkassen…. M syntes så åbenbart, at hun skulle hive i noget, så hun tog fat om min nakke, og træk til, så jeg måtte stå imod sengen med mine lår, for ikke at blive flået op på briksen…. Da M havde overstået dén presve, sagde jordmoderen at jeg overhovedet ikke måtte lade M trække så’n i mig, da en fødende kvinde kan trække ½ ton, - uden at blinke med øjnene !

Jordmoderen som var kendt i sit fag, derom var der ingen tvivl, sagde til M, at hun skulle ligge som M havde lyst, fordi det ville frigive ressourcer til at presse, - og dét lød jo logisk.
Jordmoderen og jeg stod så, og skulle skubbe mod/holde M’s fødder, så M kunne skubbe mod os. Vores albuer var i spænd i ”fodbøjlerne”, så vi skulle ikke bruge kræfter eller energi på andet, end at holde fødderne…. 
Jordmoderen blev ved med at nikke med hovedet, at jeg skulle kigge ned, så jeg kunne se hvad der foregik, når der var en presve, men jeg havde jo lovet M, at jeg ikke ville kigge forneden, men til sidst blev min nysgerrighed for stor og jeg kiggede ned…. WAUW, hvor var det bare syret, at se et lille menneskehoved, - mit barnebarns hoved !
- Kigge forneden: Tjek !

M var nu så langt i fødslen, at jordmoderen sagde, at M nu selv bestemte hvor mange presveer hun ville have, for både barn og ”forneden” var klar. Jordmoderen spurgte mig om, hvad M kunne blive provokeret af, og jeg fortalte at M absolut ikke ønskede et spejl, så hun kunne følge med, som sagt, som gjort - næsten da…. Jordmoderen sagde i hvert fald, at nu ville hun hente spejlet !
Og sikke der blev bandet fra briksen af, og under endnu en presve bekræftede jeg, at nu ville spejlet blive hentet, og så fik jeg fingeren, - jeg vil godt på det kraftigste påpege, at lige i denne situation, blev M tilgivet (under alle andre omstændigheder, ville jeg have flået fingeren af !)…
- Spejl: næsten Tjek !

Klokken var nu 16:15, og jeg vidste at M ønskede på det kraftigste at føde før der var gået 12 timer, bare for at kunne stikke det op i næsen, på dén jordmoder der har fulgt hende i graviditeten, som påstod at førstegangsfødende ikke føder under 12 timer. Jeg sagde at nu havde hun (M) altså knap 20 minutter til at få presset dén kummefryser ud….. Og sikke der blev presset, og - vupti - d.19. marts kl. 16:20 blev frk. Tværs født !
En lille tåre måtte ned af mine kinder, da jeg så frk Tværs første gang, med store øjne og ikke en lyd, da hun blev lagt op på sin mors bryst… En lille ny engel på 53 cm, 3.740 kg, så dagens lys for første gang.
… Og så var det at jordmoderen spurgte om M ville se moderkagen, og M overraskede mig igen, med et;
”- Kan man se på moderkagen, at jeg har røget ?!” hvilket jordmoderen svarede, at dét kunne man ikke….
- Moderkagen: næsten Tjek !

Sikke en verden vi lever i, hvor små mirakler sker hele tiden, verden over…. Jeg ville ikke have været denne oplevelse foruden, og jeg elsker det lille mirakel som skete lige netop dén dag på dét tidspunkt !

- Mormor: Tjek !

 

 

 

.... - Et låg, er ikke bare et låg !

 

 

 

Jeg kommer ikke fra et hjem med klaver, men derimod fra et hjem, med Tupperware.
- Ja, nogle af tingene eksisterede sågar helt op til min voksentid, og jeg arvede endda en kop/krus, der blev flittigt brugt, som mit kakao-krus, men har for nylig måtte lide kasseringsdøden efter 35-40 år...

Mange har sådan et slags kærlighedsforhold til Tupperware, blandt andet fordi min generation, er vokset op med Tupperware, og ved at det bare virker, fordi vores mødre stadigvæk har det hjemme i køkkenskabet.....
Min mor havde været på Genbrug'en i Nordsjælland et sted (Ja, en Ting-finder, finder sine ting mange forskellige steder), kom stolt hjem og gravede straks i sin bagage, for at vise mig et fund hun havde gjort sig....

... Ud fremhiver hun et låg, hvilket jeg måbende kiggede på, for der var ingen beholder til låget.... Jeg småmumlede lidt om det fantastiske fund hun havde gjort sig, men måtte til sidst spørge, hvad vi skulle bruge det til.....

Hun svarede;
"- Jep, det er et låg.... Men ikke et hvilket som helst låg.... Det er et Tupperware-låg !"

                                

 

                                          Tupperware er svaret på vores bønner !

 

- Hvem overtræder hvilken § ?

Jeg har hér til aften på DR1 set udsendelsen: 

 

http://www.dr.dk/TV/se/aktion-socialt-bedrageri/aktion-socialt-bedrageri-2-10#!/

…. - Vi kan diskuterer metoderne som bruges i disse udsendelser, vi kan diskuterer moralen og vi kan diskutere hvem ”snylterne” er…..

”- Sådan er loven !” siger Beth, der arbejder for Kommunen, til den ene eller den anden ”snylter”, som hun aflægger et besøg….. Den gode og retfærdige Beth har i sin arbejdsiver, glemt dén § hvori der står man skal bruge sele, når man kører bil….
- Men sådan er Loven, Beth !