For ca 1½ år siden fik jeg godt og
solidt ondt i den ene mave....
Jeg tog nogle paraghurt, med tanke på at de er tarmfloraopbyggende, eller noget i dén retning. Det virkede ikke helt efter tanken, så jeg tog nogle flere. Efter nogle dage i intens kamp, gik min mor på apoteket, og købet et arsenal af diverse afførende, og hvis jeg siger, at jeg tog det hele i løbet af to dage, er det ikke helt ved siden af.
Pinen blev nu så slem, at jeg havde svært ved at stå ud af sengen, og dér satte min gamle mor foden ned, og ringede efter lægevagten, som kom lidt tid efter. Han lyttede på maverne, og sagde at han ikke brød sig om dén larmende stilhed, der var derinde, og ringede efter en liggende transport til det lokale sygehus.
Hvis nogle ikke ved det, så er jeg en ny prototype af mindre private kampvogne, med andre ord, jeg vejer godt til, og fylder godt ud i gadebilledet. Så da de stakkels falckredder, af mindre staturer, fik jeg faktisk lidt ondt af dem, at de skulle slås med sådan én, som mig, - men de var vel mænd, og skulle ikke beklage sig, og da slet ikke give mig ret i, at de ikke kunne håndtere min størrelse... HA, dét kom de til at fortryde.....
De fik mig op på den alt for smalle båre, og ud af døren, og slog stativet ud, så de kunne trille mig til ambulancen et par meter væk (på gårdspladsen). Jeg var altså tyk, og ikke døv, jeg kunne udemærket godt høre, hvordan de asede og masede med båren igennem ral'en på gårdspladsen, det tog lidt tid, alt imens de holdt det gode humør oppe, ved at fortælle mig, at jeg skulle ud at køre med den nyeste ambulance de havde.... Dét skal nok blive spændende, tænkte jeg.
Da de langt om længe nåede rampen, til ambulancen, kan jeg godt afsløre, at jeg kunne regne ud, hvad næste problem ville blive... Stakkels stakkels falckreddere...
Det var meningen, at nu skulle det nye vidunder af en ambulance, sådan set gøre resten af arbejdet, men eftersom rampen var i ral'en, og med min vægt oven på, kunne rampen ikke komme op. De var godt nok kreative, og jeg tilbød sågar at stå af båren, så de kunne komme fri (læs: mindske belastningen på rampen, så den kunne komme op). Men næhh nej da, de var jo mænd, der kunne multitaske...
De asede og masede i flere minutter, og jeg tilbød igen at stå af, men nej, de insisterede på at jeg skulle forblive på båren.... Og nu fik den ene falckredder, idéen som blev løsningen. Han satte sig bag ratten med rampen nede, og speedede op, i små ryk fremad, så ral'en kunne trille af rampen, - mens jeg hang på rampen.
Jeg ved ikke med jer, men mit indre øje, fik straks flashback til en ældre film, hvor en ambulance, netop fik skudt båren ud af ambulancen, fordi de ikke fik lukket døren ordentligt. Og båren med patienten fræsede afsted mod trafikken, alt imens patienten råbte ”swampfever”.... Dét lignede mig !
Det tog måske 5-6 ryk, før de kunne få rampen op, og kørte afsted....
Jeg tog nogle paraghurt, med tanke på at de er tarmfloraopbyggende, eller noget i dén retning. Det virkede ikke helt efter tanken, så jeg tog nogle flere. Efter nogle dage i intens kamp, gik min mor på apoteket, og købet et arsenal af diverse afførende, og hvis jeg siger, at jeg tog det hele i løbet af to dage, er det ikke helt ved siden af.
Pinen blev nu så slem, at jeg havde svært ved at stå ud af sengen, og dér satte min gamle mor foden ned, og ringede efter lægevagten, som kom lidt tid efter. Han lyttede på maverne, og sagde at han ikke brød sig om dén larmende stilhed, der var derinde, og ringede efter en liggende transport til det lokale sygehus.
Hvis nogle ikke ved det, så er jeg en ny prototype af mindre private kampvogne, med andre ord, jeg vejer godt til, og fylder godt ud i gadebilledet. Så da de stakkels falckredder, af mindre staturer, fik jeg faktisk lidt ondt af dem, at de skulle slås med sådan én, som mig, - men de var vel mænd, og skulle ikke beklage sig, og da slet ikke give mig ret i, at de ikke kunne håndtere min størrelse... HA, dét kom de til at fortryde.....
De fik mig op på den alt for smalle båre, og ud af døren, og slog stativet ud, så de kunne trille mig til ambulancen et par meter væk (på gårdspladsen). Jeg var altså tyk, og ikke døv, jeg kunne udemærket godt høre, hvordan de asede og masede med båren igennem ral'en på gårdspladsen, det tog lidt tid, alt imens de holdt det gode humør oppe, ved at fortælle mig, at jeg skulle ud at køre med den nyeste ambulance de havde.... Dét skal nok blive spændende, tænkte jeg.
Da de langt om længe nåede rampen, til ambulancen, kan jeg godt afsløre, at jeg kunne regne ud, hvad næste problem ville blive... Stakkels stakkels falckreddere...
Det var meningen, at nu skulle det nye vidunder af en ambulance, sådan set gøre resten af arbejdet, men eftersom rampen var i ral'en, og med min vægt oven på, kunne rampen ikke komme op. De var godt nok kreative, og jeg tilbød sågar at stå af båren, så de kunne komme fri (læs: mindske belastningen på rampen, så den kunne komme op). Men næhh nej da, de var jo mænd, der kunne multitaske...
De asede og masede i flere minutter, og jeg tilbød igen at stå af, men nej, de insisterede på at jeg skulle forblive på båren.... Og nu fik den ene falckredder, idéen som blev løsningen. Han satte sig bag ratten med rampen nede, og speedede op, i små ryk fremad, så ral'en kunne trille af rampen, - mens jeg hang på rampen.
Jeg ved ikke med jer, men mit indre øje, fik straks flashback til en ældre film, hvor en ambulance, netop fik skudt båren ud af ambulancen, fordi de ikke fik lukket døren ordentligt. Og båren med patienten fræsede afsted mod trafikken, alt imens patienten råbte ”swampfever”.... Dét lignede mig !
Det tog måske 5-6 ryk, før de kunne få rampen op, og kørte afsted....
