Jeg forsøger at rydde op og sortere i ragelse i grisestalden, og kom til at tænke på dengang jeg flyttede fra Ærøskøbing og herud til Farmen….
Jeg boede i det gamle FAF-kontor, meget centralt beliggende i den gamle bydel, som havde en 1.sal, som mine unger delte (det var ét stort rum). Trappen derop var en smule stejl, var ca. 2,5-3 meter høj, og der var forneden af trappen en lille repos på ca. 1 m2. Trappen var af ældre dato, og så ud derefter, så da jeg flyttede ind, hvidpigmenterede jeg den og derefter lakerede den, - hvilket ikke var synderligt kløgtigt, da trappen dermed blev ret glat…
Da vi flyttede til Ærø, havde jeg ikke mange penge at gøre godt med, så jeg havde købt to melamin-plader af 2 meters længde og 60 cm brede, nogle mursten, og ud af dét lavede jeg en lav reol til bøger, dvd’er, cd’er, anlæg, tv osv, så ungerne i det mindste havde noget der lugtede af fisk…
Min mor hjalp til med at pakke ned osv, men skulle på et tidspunkt ét eller andet, så jeg var alene med at få tingene ned fra 1.sal…
Disse melamin-plader var ret tunge, og vidste jeg ikke kunne bære dem ned at trappen, så jeg ville lade dem glide ned langs trappetrinene, mens jeg gik baglæns ned for at kunne styre dem…
Da jeg stod på anden sidste trin, kunne jeg ikke længere holde melamin-pladen, som måske var halvt nede af trappen…. Pladen kom susende ned for fulde drøn, og stoppede først da den nåede mine fødder, og i samme sekund den ramte mine fødder gav jeg helt slip, faldt baglæns, og knaldede baghovedet ind i væggen,
- alt imens mine fødder sad fastklemt mellem pladen og trinet….
Jeg var slet ikke i tvivl; jeg havde kappet fødderne af mig selv, så jeg slæbte mig ud i stuen, med benene efter mig og hen til pejsen for at få fat i mine cigaretter, så jeg liiiige kunne sunde mig lidt, inden jeg ringede efter ambulancen… - Lidt “ilt” til hjernen, er jo altid godt, inden man træffer alvorlige afgørelser !
Jeg turde slet ikke at kigge på de blodige stumper, og tænkte at man måske slet ikke kunne lave proteser til halve fødder… Mine fødder var lammet af slaget, og efter et par minutter kom smerten, som var ubeskrivelig… Jeg var sikker på, at jeg var døden nær, med de blodige stumper, som bare pumpede blod ud på gulvet…
Efter en smøgs tid besluttede jeg mig for at kigge på resterne af mine fødder, for at kunne give en mere korrekt og objektiv oplysning til Alarmcentralen….
- Men hva’ skuede mine øjne ?????!
Begge mine fødder sad stadigvæk fast på resten af benene… Jeg havde ikke engang fået ét eneste blåt mærke !
- Tudefjæs, siger jeg bare !
Jeg boede i det gamle FAF-kontor, meget centralt beliggende i den gamle bydel, som havde en 1.sal, som mine unger delte (det var ét stort rum). Trappen derop var en smule stejl, var ca. 2,5-3 meter høj, og der var forneden af trappen en lille repos på ca. 1 m2. Trappen var af ældre dato, og så ud derefter, så da jeg flyttede ind, hvidpigmenterede jeg den og derefter lakerede den, - hvilket ikke var synderligt kløgtigt, da trappen dermed blev ret glat…
Da vi flyttede til Ærø, havde jeg ikke mange penge at gøre godt med, så jeg havde købt to melamin-plader af 2 meters længde og 60 cm brede, nogle mursten, og ud af dét lavede jeg en lav reol til bøger, dvd’er, cd’er, anlæg, tv osv, så ungerne i det mindste havde noget der lugtede af fisk…
Min mor hjalp til med at pakke ned osv, men skulle på et tidspunkt ét eller andet, så jeg var alene med at få tingene ned fra 1.sal…
Disse melamin-plader var ret tunge, og vidste jeg ikke kunne bære dem ned at trappen, så jeg ville lade dem glide ned langs trappetrinene, mens jeg gik baglæns ned for at kunne styre dem…
Da jeg stod på anden sidste trin, kunne jeg ikke længere holde melamin-pladen, som måske var halvt nede af trappen…. Pladen kom susende ned for fulde drøn, og stoppede først da den nåede mine fødder, og i samme sekund den ramte mine fødder gav jeg helt slip, faldt baglæns, og knaldede baghovedet ind i væggen,
- alt imens mine fødder sad fastklemt mellem pladen og trinet….
Jeg var slet ikke i tvivl; jeg havde kappet fødderne af mig selv, så jeg slæbte mig ud i stuen, med benene efter mig og hen til pejsen for at få fat i mine cigaretter, så jeg liiiige kunne sunde mig lidt, inden jeg ringede efter ambulancen… - Lidt “ilt” til hjernen, er jo altid godt, inden man træffer alvorlige afgørelser !
Jeg turde slet ikke at kigge på de blodige stumper, og tænkte at man måske slet ikke kunne lave proteser til halve fødder… Mine fødder var lammet af slaget, og efter et par minutter kom smerten, som var ubeskrivelig… Jeg var sikker på, at jeg var døden nær, med de blodige stumper, som bare pumpede blod ud på gulvet…
Efter en smøgs tid besluttede jeg mig for at kigge på resterne af mine fødder, for at kunne give en mere korrekt og objektiv oplysning til Alarmcentralen….
- Men hva’ skuede mine øjne ?????!
Begge mine fødder sad stadigvæk fast på resten af benene… Jeg havde ikke engang fået ét eneste blåt mærke !
- Tudefjæs, siger jeg bare !
