PTSD - I en god sags tjeneste !

Vækkeuret ringede klokken kvart i tidligt, og ud sprang jeg, - frisk !
Ja, jeg skrev ”frisk”, og narrede sågar mig selv, med dén friskhed og munterhed, - det ligger ikke til mig, og slet ikke på dét tidspunkt.

Turen stod på en smut til Århus, hvor jeg havde en aftale, med en rar Underviser (ja han hedder vel professor ?!), på universitetet.

Projektet bestod i al sin enkelthed i, at der ville være 4-5 Foreninger/Organisationer, som hver fik 15 minutter, til at fremlægge sine idéer til en tv-spot. Eleverne (eller hedder det studerende ?!), som ville være opdelt i ca 6 grupper, skulle så vælge én ud af de 4-5 Foreningerne/Organisationer, til sit tv-spot projekt... Piece of cake, right ? - Right !

Jeg repræsenterede Landsforeningen for PTSD i Danmark, og planen var at Formanden havde en slagplan, om hvordan vores ønsker/forhåbninger var til projektet, men hun var desværre blevet syg, - men hvor svært kan det være ?!

Tøffede afsted, i godt humør, på trods af dårlig sigtbarhed, - hvad kunne slå mig ud ?!
- Ja, jeg overhalede sågar en Porche.... - På svenske plader..... - Hvem har brug for en Porche, når man har en Kampvogn, der kan køre lige så hurtigt....- Eller langsomt ?!

Så dér sad jeg, og nynnede til musikken, som strømmede ud af min radio, jeg ikke har, - godt man kan tænke sig til musik.... Og så kunne jeg da også nå, at inhalerer et årsforbrug af Prince...

Under kørslen finder jeg så ud af, at jeg faktisk slet ikke er forberedt.... - Altså VIRKELIG ikke forberedt !
Jeg anede kikkert og kyse, med hvad eller hvordan, jeg skulle ”lokke” de sagesløse elever, til at vælge vores Forening, som projekt... Gode dyr, var rådne nu !
Men hva', dén slags kan da ikke slå mig ud.... Det må være pillerne, siden jeg ikke reagerer synderligt, på den manglende forberedning !

Jeg var da frisk, og mægtigt kæk – jeg improviserer..... - Hvor svært, kan dét være !

- Ja, jeg var SÅ fokuseret på at improvisere, at jeg missede en afkørsel, og endte i Odense... Det burde have fortalt mig, at dét at improvisere, nok ikke er min stærke side...

Jeg ankom ca. 30 minutter før, og scorede oveni købet en P-plads 10 meter fra indgangen... Og i ventetiden skriblede jeg lidt stikord ned, på en lettere fedtede blok, med en kuglepen, som gik fra hinanden hele tiden, - godt jeg ikke kunne væltes omkuld dén dag...

Jeg møder den rare Underviser, som tager imod ved hovedindgangen, og følger mig til klasselokalet.... Så åbnede han døren til klasselokalet, og jeg ser et lokale med to flugtveje (døre), en langside kun med vinduer, - og ca 40 elever !

.... Bang.... Klik-klik.... Schuuuiing... Kuk kuk !

Øresusen, flashbacks, hjertebanken, sitren og en puls på mindst 250... Ja, dét gik så ikke, SÅ godt..... Hold kxft, det gik fxndeme hurtigt ned af bakke, - og fra dén højde jeg var i, var der godt nok laaaangt ned... Og jeg havde ingen førstehjælpskasse med !

- Hvad havde jeg forestillet mig ? - Et tomt lokale.... Måske 4 elever, og så mig... Jeg ved det fiseme ikke, - men jeg blev godt nok forskrækket, og havde jeg vidst dét inden jeg tog afsted, så havde jeg nok liiige fået lidt ondt i lilletåen, så jeg ikke kunne køre...

De 3 andre Foreninger/Organisationer havde alle ”noget” med, enten nogle pjecer eller usb-stik til pc'en, så alle kunne se det på skærmen (tavlen), og er vel dét man i gamle dage, ville kalde et overhead og pegepind.... Og så sad der mig, med min fedtede blok papir, med skæve bogstaver på.... Hvad havde jeg forestillet mig ?!

Da turen så kom til mig, var jeg kæk, rejste mig op, præsenterede mig, og hvilken Forening jeg repræsenterede.... Og så kom sandet snigende..... Jeg fik mere og mere sand i munden, ja, så galt, at det begav sig op i ørerne, så jeg ikke kunne hører længere... Jeg var nu SÅ tør i munden, at jeg ikke bare kunne sandblæse en sofacykel, men kunne leverer sand til hele vestkysten – TO GANGE... Det susede for ørerne, som havde jeg holdt en konkylie for ørerne, og nu sad min overlæbe så fast.... Den sad som nittede fast på mine fortænder, - dxmn, gode dyr, var rådne !
Jeg havde taletid i 12-15 minutter – tænk, hvis jeg havde en ½ time, ville overlæben så snige sig helt op til øjet, som et ekstra øjenlåg ?!

Jeg forsøgte at skele til min fedtede blok, med ”clues”, og jeg forstod ikke hvad der stod, trods jeg selv havde skrevet dem, - det var volapyk. Men nu havde både konkylien og min fastnittede læbe fået min fulde opmærksomhed, så det kunne være ligegyldigt hvilket modersmål, mine kragetæer var skrevet på... Jeg forsøgte flere gange, at få pillede læben ned, og sat på plads, alt imens jeg skulle se ”styr-på-det-agtig” ud, - jeg tror ikke det gik særlig godt, men jeg burde vel have point for forsøget !

Jeg anede ikke hvad jeg fik sneget ud af sandkassen fra min mund, - men støvet var det !
Om 10 vilde fra Århus, ville give mig penge for at gentage, hvad jeg havde sagt, så var det en fysisk umulighed, - jeg anede ikke hvad jeg havde sagt...

Turen efter mig, gik til en sød ung kvinde... Og midt i hendes fremlægning, besluttede mine lunger sig for, at de ville se dagens lys, så jeg hostede og hakkede i ét væk, og jeg kunne bare ikke stoppe... Kunne jeg være krøbet i et musehul, så havde jeg gjort det !
Jeg måtte undskylde, og krøb langs panelet, for at nå frem til døren...

Jeg sad nu i bilen på vej hjem, og var fuldstændig forvirret... Total tomhed, og så alligevel meget støjende... - Hvordan havde jeg overlevet, ved jeg ikke, men jeg træk vejret endnu !

Ugen efter skulle jeg så afsted igen, men denne gang havde Formanden det heldigvis meget bedre, så hun tog med – gudskelov, så kunne det da være, at vi var heldige at nogle af de studerende, ville vælge vores Forening, som deres projekt.... Jeg var straks roligere, nu hun var med, - bedre med to tosser, end én !

Vi tøffede afsted, med hendes hjemmelavet frikadeller, som en særdeles god snack,og lidt boblevand til at slukke tørsten... Vi var klar, til at indtage de studerernes klasselokale !

Denne gang talte vi med de øvrige aktører fra diverse Foreninger/organisationer, inden vi gik ind, - det var meget mere afslappende.... Lige indtil døren blev åbnet til klasselokalet, - min hals snørede sig sammen som en sur karklud, og der kom sorte prikker for øjnene, alt imens jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at jeg skulle trække vejret.... Der var næsten lige så mange som ved sidste besøg, - denne gang, var jeg så heldig, at have Formanden med.... Tak skæbne....

Det blev vores tur, og jeg syntes faktisk at vi gav den fuld gas, og fik solgt vores Forening, ganske fint, - men det vil tiden jo så vise.... Vi gjorde vores bedste...

Ved en tilfældighed, finder vi ud af, at en af de andre aktører skulle til Ringsted, så han fik tilbuddet om, at køre med os, da vi stort set skulle samme vej.... Og hvordan man kommer ud af Århus indre by, bør ikke være et problem, eftersom Formandens lækre Volvo var født med en GPS. GPS'en fortalte at der var ca 80 km til Ringsted, hvilket lød en smule mærkeligt, eftersom der var ca 270 da vi tog til Århus. Vi kørte afsted på gader og stræder, til vi nåede havnen, og dér var Molslinien !
GPS'en insisterede på at vi tog færgen – vi nægtede at adlyde !

Så vores medpassager brugte så sin GPS i hans telefon, men den var lidt langsom til at opdaterer, så vi fik kørt forkert nogle gange, - men hva', der er ikke noget en Volvo, ikke kan – uvending og 3-punktsvending... Vi fandt hjem.

Og her er så resultatet af vores anstrengelser, - 4 grupper (hvoraf en gruppe, lavede hele to spots), valgte Landsforeningen for PTSD i Danmark, som projekt - håber I vil nyde det flotte resultat.....

:::::::::::::::::::::::::::::::::::::::

:::::::::::::::::::::::::

 

 :::::::::::::::::::::::::::::

 

::::::::::::::::::::::::::::::::::

::::::::::::::::::::::::

:::::::::::::::::::::::::::::