En lang og dødsyg historie...

Influenzaen fløj over Danmark i efteråret, og der var tilsyneladende trængsel, både ved vagtlægen og praktiserende læge, - JEG gik fri, og var evig glad, netop fordi mine lunger, af nedslidt karakter, som regel, suger alt til sig, men jeg slap denne gang.... HA, jeg skal lærer at holde min kxft lukket, og bare lade det komme til mig, som en vis Herre, vistnok engang sagde, for kom det, dét gjorde det i slutningen af november...

Med galpen, hosten, sprutten, hakken og gasblå i kajen, kæmpede jeg mig frem til først i december, og måtte erkende, at en ”Maraton” i Odense (Læs: 300 meter fra bilen, til en restaurant og retur, 100 meter fra bil, til klasselokale og retur = Maraton !), samme dag, ikke var det smarteste jeg havde udtænkt...

Jeg måtte en smut forbi vagtlægen, som sædvanlig gav mig mit skud. Lægen, som tidligere havde ageret livreddende førstehjælp i mit køkken, for noget tid siden, var ved at være træt af mit natteroderi, sagde med meget bestemte vendinger, at jeg skulle søge læge. Jeg fik mit ”fix”, som gjorde at jeg igen kunne indånde min tjære, kulilte og nikotin – og så er livet værd at leve, selvom det var på lånte cigaretter !

Julen nærmede sig med hastige skridt, og indtil videre havde jeg præsteret at knalde i gulvet hele to gange, pga manglende ilt, til øverste etage, som så blev til kælderen. Den ene gang, sad jeg i en stol, så faldet var ikke så langt. Den anden gang sad jeg på potten, og måske ikke det mest perfekte sted, at gå i gulvet, men jeg formåede at nå ned på gulvet, inden lyset slukkede... Jeg måtte nok tage en smut forbi min læge.... En af dagene... Som så ikke, blev på dén side af nytåret...

Januar kom, og jeg blev nu, med nogen modvilje, slæbt til lægen af min gamle mor på 73. Jeg havde ikke engang luft til at gå fra bilen, og ind til lægen, så min gamle mor, og hendes to dårlige ankler, fiksede en kørestol, og jeg, nær de 100 kg, kom til lægen... Det var en ny lille dame læge, som udtalte tallet 7, ret morsomt, - men man kan jo godt være en dygtig læge, af den grund...

Jeg måtte hviske, at jeg ikke kunne få luft, og at det var yderst energikrævende at tage noget så sølle som et bad, hvilket resulterede i, at jeg kun havde fået bad to gange, siden sidst i november, - det stod sløjt til, med de lunger... Yderligere hviskede jeg, at jeg af den tidligere læge, havde fået en penicillin kur plus noget binyrebakhormon, tidligere på året, og det havde været rigtig effektivt...

Lægen sang for, at mit tilfælde var så alvorligt, at hun syntes jeg skulle indlægges, så jeg kunne få det direkte i venen. Jeg var ikke synderlig stemt for dén idé, og arbejdede noget krævende for, om hun ikke bare kunne give mig mit ”fix”, og sende resten til apoteket. Men den lille læge, med den sjove stemme, var i sammensværgelse med min gamle mor, og en kørestol, så jeg endte med, at blive indlagt på øens lille sygehus, en etage nede, som nok nærmere ligner et hospice, af utilpassede pensionister over 70...

Jeg fik lidt ilt, mens jeg klagede min åndenød. Og den indskrivende læge, kunne fortælle hvor flot min iltmætning var i blodet, men nævnte intet om min hvilepuls på 125..... - Havde han forventet, at jeg var hoppet op i sengen, og steppet ”Halleluja” ?!
Jeg kunne sgx da stadigvæk ikke få luft, ligegyldigt hvad iltmætningstallet viste ! Men jeg var for stakåndet, til at være kæk, så jeg lå bare der i 20 minutter, og derefter fræset ind på afdelingen, hvor der kom en sygeplejerske, som vi kan kalde Yvette, der måske skulle have fundet sit erhverv blandt havnens ansatte, som straks fortalte at nu skulle hun da lige give mig masken. Efter dét skud i masken, skete der ikke de store udsving, hvilket jeg forklarede Yvette, som derefter... Skal vi være pæne og sige;

”- Ja, nu kan vi jo ikke udrette mirakler !” og skred ud af døren. Og eftersom jeg jo ingen luft havde, kunne jeg ikke med rette, fortælle hende, hvad jeg syntes om dén tilgang, - men min dør stod åben, så jeg kunne høre Yvette råbe efter ”Peter”, en aldrende senil Herre, som jeg flere gange mistænkte for, at te sig, som han gjorde, fordi Yvette havde tjansen dén dag, for Peter var alle vegne, - end i sin seng.... HA, Yvette, så dét jeg ikke kan sige, kan Peter så gøre, - tag den, smart ass !

Det tog gennemsnitligt 40 minutter, at gå fra min seng, til et toilet for at sjatpxsse, og gå tilbage igen, - og nej, lokummet lå ikke på en anden etage... Lad os bare sige, at jeg ikke kunne få luft !

Jeg tiggede igen om en maske, nogle timer efter, og fik af vide, at det kunne jeg ikke, fordi der ikke var gået tusind timer, - ja, sådan føles det, når man ikke kan trække vejret !
Jeg spurgte hvad der var i masken, og fik svaret af Yvette;
”- Det er astma medicin...”
Hvortil jeg stadigvæk hviskende, spurgte;

”- Jamen, hvad er det for noget ?!

”- Astma medicin !”
Og så skulle der ikke tales mere om det !

Og eftersom det jo ikke hjalp synderligt, dén skxde maske, tog jeg den tomme emballagen fra skraldespanden, fra den efterfølgende dims, som Yvette hældte i masken..... 

- Er det placebo, eller hvad ?!

Jeg havde i løbet af dagen fået taget røntgen af lungerne, som tilsyneladende så fine ud. En del blodprøver, hvoraf infektionstallet ikke var synderligt højt, men åbenbart højt nok, til at mine lunger ville se dagens lys....

En læge som lyttede og gik igen, fik penicillinpille, og så lå jeg dér og gispede...
Jeg bliver desværre ret hurtig 4 år, når man ikke vil lytte til det jeg siger; så-kan-det-osse-være-lige-meget-agtigt... Skal jeg dø, så vil jeg gerne gøre det derhjemme i vante omgivelser !

Lige meget, hvor meget luft, de pumpede i denne cykel, så tog den altså ikke luft ind....

På én af de få ture til potten, med flere minutters hvil ude på gangen, hvor sygeplejersker hyppigt passerede forbi, så jeg, - skal vi kalde hende 80 årige Ingeborg, fræse afsted med rollator, iført en skævtsiddende hospitalstop, og voksenble. Peter som ikke gad at ligge i sin seng, og de øvrige, som måske havde opgivet.

På en af Yvettes ture, til at besigtig ”fangerne”, spurgte jeg hende, hvad planen i grunden var med mig, for jeg fik det ikke bedre, og så kunne jeg jo lige så godt ligge derhjemme, hvilket udløste et;
”- Ja, det skulle du jo have sagt, inden lægen gik hjem !”

Og så lå jeg og tænkte alle mulige senarier, som reelt kræver en læge tilstede, - det kunne være, at Peter stillede skoene, under en af hans maraton på gangen, - skulle han så ligge dér, og vente på, at lægen dukkede op næste dag, for at kunne stille diagnosen ”død” ?!

Pga pladsmangel, blev jeg flyttet ind på en seksmandsstue, hvor to aldrende damer lå, som ikke hørte super godt. Yvette kom ind, og råbte til den ene, at hun skulle ét eller andet, og damen hvæsede tilbage;
”- Ja ja, du behøver ikke at råbe sådan !” som tvang et stille smil frem, på min tørre mund.

Jeg spurgte igen efter en maske, som jeg fik mens de målte mine værdier, og fik så beskeden;
”- Du har rigtigt fint iltmætningstal, - ja, det er bedre end mit...” sagde Yvette, og havde jeg haft styrken i min sprøde røst, havde hun fået af vide, at så er det jo godt hun ikke ryger, - men så langt kunne min stemme ikke række, så det blev til;
”- Jeg vil skxde på de tal, jeg kan ikke få luft !”

Aften kom, og som jeg vidste, ville der ca gå 4 timers søvn, inden jeg måtte ud af sengen, og hakke, sprutte og havde en hvæsende lang host (som var de, der gjorde, at jeg gik i gulvet derhjemme). Den døve nabo, spurgte om hun skulle ringe efter sygeplejersken, hvilket jeg svarede nej tak til. Men efter 5 minutter med mine spruttelyde, kom det fra nabosengen;
”- Jeg har ringet....”

Så jeg var høflig, og sagde tak, og mistænke hendes ringen efter hjælp, mere som et ”hellå derude, jeg kan ikke sove” end det reelt var ”du har brug for hjælp”, men det var osse ligegyldigt, nattevagterne er oftest de sødeste, og det var de osse her. Og enden blev at jeg blev flyttet tilbage til samme pind som før, - så alt var ved det gamle; jeg kunne ikke få luft !

Ca 4 timer senere, fik jeg masken igen... Og nu kunne jeg ikke sove længere, - eller jo, jeg var død hamrende træt i hele kroppen, men kunne ikke sove fordi jeg fik det værre og værre.... Jeg havde vel ikke engang ligget der i 24 timer, da min mor dukkede op ved 9:30 tiden, inden stuegang. Hun var godt spændt op i; Nu henter jeg kørerstolen, så du kan komme på lokum. Nu pakker jeg din taske. Nu giver jeg dig tøj på. Nu køre vi dig tilbage til lægen (den lille dame, med den sjove stemme). Nu skal du hjem....

Jeg kunne høre min mors stemme ude på gangen;
”- Sig mig, dén stuegang, hvornår kommer den ?!” det var kun anden gang, hun spurgte efter den, med 1 times mellemrum.... Okay, vores sygehus er måske ikke verdens største, så på én time, burde man måske kunne gennemfører en stuegang.... Måske.... Men jeg er ikke længere i tvivl om, HVORFRA jeg har mit temperament !

Stuegangen kom, hvor lægen kort lyttede på mine lunger, og sagde;
”- Det er ikke din astma, som driller dig, men dine bronkier er betændte, som skal behandles med binyrebarkhormon og penicillin !” Min mor strammede i, som en citronmåne, og sagde;
”- Det var vist osse dét, hendes læge, havde sagt, i første omgang !”
Og jeg var stadigvæk for stakåndet, til at sige ”Sshhh Mor !”

Den gode læge var høflig, og troede åbenbart, at jeg skulle blive, men jeg spurgte efter dét medicin, som jeg i første omgang skulle have haft, hvilket jeg fik, og så trillede min mor, mig i kørestol, tilbage til bilen.....

Efter 6 timer herhjemme, med binyrebarkhormon (og penicillin), kan jeg nu hoste skidtet op, og få lidt mere luft...... Nåårhh ja, min mor, har sørget for, at jeg modtager en badestol i morgen, - og så skal jeg sgx i bad !

Godt Nytår !