Det er ingen skam at gå......

Livet går op... Og livet går ned.... Det ved de fleste... Dette indlæg, vil nok blive lidt tørt, da det vil omhandle min ret til, til at forsvare mig, at komme til genmæle, at stå fast på mit standpunkt, uden at blive gjort uretfærdigt og useriøst tavs !

2 års hårdt arbejde, i Landsforeningen for PTSD i Danmark, er gået tabt.... Det er drønhamrende ærgerligt, men hvis man ikke kan stå inde for, hvad foreningen repræsenterer, så er det på tide at gå, - og det har jeg så valgt at gøre, med øjeblikkelig virkning.... Men det er også med et tungt hjerte, for jeg brænder for sagen, og tror på at kampen er vigtig, hvilket, for mig, er et godt udgangspunkt.

Foreningen havde været SÅ heldig, at Offerfonden havde skænket os midler (et større beløb), som blev givet til dækning af kørselsudgifter i forbindelse med foredrag, om PTSD, rundt om i landet. Det betød reelt at foreningen kunne komme rundt i hele landet, og afholde gratis foredrag, og det var en kæmpe succes, og foreningen fik særdeles god respons tilbage, - der var selvfølgelig også et kæmpe arbejde bag ved, men det var også arbejdet værd.

Midt i marts i år (2017), opstod der en situation, som jeg hverken kunne, eller ville accepterer, og det var dér jeg trak mig, med øjeblikkelig virkning... Selve situationen er underordnet, da det var dén dråbe, som afgjorde min fremtid i foreningen... Jeg satte foden ned.... Jeg er ikke gået, uden grund.

Der har været nogle episoder i foreningen, i den 2 årige periode, som jeg ikke har haft det helt godt med. For at nævne nogle enkelte; en manglende lejekontrakt på foreningens værested på Stevns, som også husede Formandens private bolig (jeg gjorde indsigelser flere gange). En lejekontrakt på opmagasineringen af foreningens indbo (som også husede noget af Formandens indbo), da lejemålet af værestedet blev opsagt (jeg gjorde indsigelser flere gange). Et ualmindeligt og urealistisk højt forbrug af Facebook boost, som jeg ikke syntes at have set, i de mængder, som prisen afspejlede. Og 3 dage efter jeg valgte at gå, i alt kaosset, forsvandt der, tilsyneladende et større beløb af medlemmernes penge, - det sidste gjorde mig temmelig frustreret, og jeg havde mange spekulationer på, hvordan jeg kunne beskytte medlemmerne, og deres penge, selvom jeg var gået... Jeg burde måske være ligeglad, og vende ryggen til... Men jeg sov ikke særlig godt, med dén viden.

Jeg havde derfor en samtale med banken, i et forsøg på, at få undersøgt, hvordan der kunne passes på medlemmernes penge. Jeg fortalte selvfølgelig hvad der skete, og hvorfor jeg var gået.
Og jeg tror nu ikke, at dén samtale alene gjorde, at banken valgte at indefryse foreningens midler, - der har nok også været noget andet, som har gjort, at banken har valgt, som de har gjort....

Jeg har virkelig forsøgt, at holde lav profil, at undgå at opildne til konflikt, men samtidig syntes jeg også at medlemmerne havde ret til at vide, hvad der foregår.... Svaret kom helt af sig selv.
Et medlem spurgte, i en FB gruppen, om hun måtte komme med, på et af de foredrag foreningen skulle holde. Jeg tog hellere end gerne, en person med (en pårørende, eller en PTSD'er), for måske det kunne give noget, til dén person, som tog med. Og det viste sig at være en rigtig god idé, da publikum også fik mulighed for at spørge denne person, om en masse, - det var en god og sund konstellation.

Jeg svarede kort, at jeg havde trukket mig fra foreningen, og så løb det hele ellers af sporet, - selvom jeg forsøgte at være tavs. Og da jeg så blev draget ind i termen ”vi”, hvilke jeg frabad mig, da jeg ikke var enig, resulterede det så i, at 3 bestyrelses medlemmer blev smidt ud af bestyrelsen, med øjeblikkelig virkning, og helt udenom vedtægterne. Dernæst bliv vi smidt ud og blokeret af samtlige Facebook grupper. Og de som spurgte ind til hvad der foregik, blev så også smidt ud af FB grupperne.
Med andre ord; hvis nogen stillede spørgsmål, blev de øjeblikkeligt gjort tavs... Og det syntes jeg ikke er helt rimeligt, fair, professionelt eller sagligt.

Jeg ved ikke hvorfor det er vigtigt, men det blev hyppigt nævnt, at jeg havde fået tilbuddet om at overtage foreningen, som ved en hvilken som helst anden forretning, - den slags kan ikke bare ske, fordi man syntes (der er nogle vedtægter, som skal overholdes). Men jeg har ikke, vil aldrig få lysten til at overtage en forening, hvor jeg er i tvivl om, hvad foreningens penge bliver brugt til.... Det er drøn ærgerligt, men det kommer aldrig til at ske.

Jeg ved jo af gode grunde ikke, hvad der bliver skrevet i diverse FB grupper, og i teorien er jeg ligeglad, jeg er ude af det, - men mit retfærdighedsgen har taget lidt over, for medlemmerne aner stadigvæk ikke hvad der foregår, og hvorfor det foregår.... Og er måske derfor, jeg laver dette indlæg...

Pas på hinanden derude.

Med venlig hilsen
Henriette
Tidligere Næstformand
Landsforeningen for PTSD i Danmark