Højt, at flyve... Dybt, at falde...

Jeg skulle hjælpe en ven, med at flytte en større varevogn, der skulle bakkes på plads, - hvor svært kan dét være...

Jeg kommer fra en lille bitte rød Golf, og er rigtig glad for den (den er snart en veteran). Den var rigtig god, da jeg i foråret blev opereret, og havde en del problemer, i meget lang tid, med at løfte mig fra gulvhøjde, - med andre ord, bentøjet drillede en del, så det var super godt, at vores Golf er med automatgear, - manner, den må have været ret sej, da dén var ung...

Så jeg skulle vitterlig koncentrerer mig om at komme OP i bilen, - der blev hoppet lidt på stedet, med det ene ben på jorden, mens det andet var inde i bilen, - jeg prøvede sågar at skifte ben, for at se om det gik bedre, hvilket ikke havde nogen betydning, så lykkedes det dog alligevel, at komme op, og selvom jeg rørte rundt i ”gryden”, da det ikke var tydeligt, hvor bakgearet var, så lykkedes det forholdsvis nemt, og hurtigt, - øøøhhh ja, hurtigt og hurtigt... Men det gik da rigtig fint..... Super..... Ingen problemer.

…. Lige indtil jeg åbnede døren, og steg ud....
Jeg stod lige ud i luften !

Til tider, ved jeg sgx ikke, hvad der sker i min hjerne.... Jeg havde på de få minutter, det varede at bakke bilen ind, GLEMT at jeg sad højt oppe, og jokkede lige ud i luften, og fræsede mod jorden, med væmmelig højt hastighed....

Skal vi ikke bare sige, at jeg ikke behøver, at strække noget som helst igennem, fra taljen og ned, i meget langt tid....