Tyngdekraften eksistere...

Så har jeg været en smut på juleferie i det sønderjyske, og turen skulle så gå over Fynshav, med den oldnordiske "Skjoldnæs" færge, og for de som ikke kender den, så er den nok samme årgang, som den første Molslinje, dog knap så stor.

Der er to trappe opgange, fra vogndækket, og der er to etager op, som er stejle, smalle og har nogle grumme kanter for oven, som høje mennesker (læs: dem over 1,65) ufravigeligt vil banke hovedet ind i, hvis de ikke ser sig for. Er man handikappet og kunne bruge en elevator, findes dette ikke, men en lille fin lift-anordning fra kajen af, hvor gående passager entrere, kan man ad denne vej komme ombord (ved ikke helt, hvordan det foregår rent praktisk, hvis man er kørestolsbruger i egen bil; - måske man skal køre om bord med bilen, trille ud af færgen igen i kørestol, for så at tage lift-anordningen... Måske...).

Overfarten er ca 60 minutter, og jeg går gerne ned i bilen, som denne gang, holdt først for bov porten, så jeg kan "nyde" den skurende lyd af færgens larmende dunke lyde, som lyder noget hult i et metalskrog...
Måske fordi jeg er bange for ikke at komme af i tide, som om de ville sejle retur med mig, uden tanke for, at ingen bilister kan komme af, da jeg holdt først. Måske fordi jeg ville nyde, at være den første der skal af, i så lang tid som muligt.... Eller måske mere fordi, jeg blot er mærkelig....

Denne tur var ikke anderledes, og da jeg tager andet trin, ned af trappeopgangen.... Ja, så skrider jeg.... Og skal vi ikke bare sige, at jeg var hurtigere nede, end nogen anden elevator, jeg kender....
Jeg forsøgte desperat at tage fra, eller måske at bremse faldet med fødderne, samtidig med jeg panisk forsøgte at gribe i metal gelænderet, men kunne godt gennemskue, at tog jeg fat i gelænderet fra 1. etage, nu jeg var for fuld spade nedadgående, eller rettere nedadflyvende, så ville jeg brække armen, så jeg tog armen til mig igen...
Og på mystisk vis, landede jeg så med hovedet nedad, og benene opad trappen, - og dér lå jeg så og tænkte;
"- Har jeg brækket noget ?!"
Og vippede lidt med tæerne, som jo stak opad. Dernæst kom der en smerte fra min venstre ankel, min venstre arm (mest ved albuen) og højre balle... Ja, jeg har nok ligget dér et minuts penge, og forsøgte at rejse mig op, for at tjekke funktionsevnen....

Det er utroligt, hvilke tanker, der på rekordtid fræser rundt i hovedet, i denne proces... Ikke at mit liv passerede revy, snarere hvordan fxnden kunne jeg ende i denne position; hoved nedad og benene opad.... Tænk, hvis der gik nogen foran mig, som ville blive mast, med de kilo, der kom fræsende fra øverste trin, til det nederste trin.... Kunne jeg så blive sagsøgt for voldlig adfærd ?!
..... Og nu kom så mine famøse billeder ind i hovedet, som gør, at jeg kan se de mest bizarre senarier;

kunne jeg mase en hund til døde. Kunne jeg gøre skade på skroget af færgen. Kunne færgen få slagside og synke 50 meter fra kajen. Hvor er redningsvestene, og hvor er nødudgangen....

Og her vil jeg så gerne liiiiige indflette, hvilken fantastisk tilstand jeg er i.... Havde jeg ikke vejet 100 kg, så havde mine knogler ikke været, så godt beskyttet, mod sådanne fald, i sådan en fart, og med denne vægt....HA, jeg vidste der var en fordel mere, ved at være tyk, end jeg aldrig vil blive kidnappet !

Jeg kan hermed bekræfte Isaac Newtons teori; - tyngdekraften eksisterer !

GLÆDELIG  JUL !

Moderne tider.....

Jeg har set disse fidgets, og har endelig fundet ud af, hvad de bruges til. Spørgsmålet er så; - Virker de ?
Personligt kan jeg godt li' de, der minder om "Dødbringende Våben", - der er så'n lidt cykelkæde, manglende snublekyse og en Harley, over det....

For nylig så jeg så en cube fidget, og så følte jeg mig heeelt skubbet af ladet, efterspændt af en traktor - igen......
Jeg troede, at jeg endelig, var med på moden, men dén, kan min højre hjernehalvdel ikke fatte..... 


Til gengæld, så ved jeg hvad det her er;
 

..... Og det er ikke en tandbørste.....

 

.... Og det her, er et hjælpemiddel...

 

 

Man ved, at man bor på en ø, når.....

Jeg skulle i banken og hæve 4 stks 50 kronesedler, til påskeæg, og kørte derfor selvsagt til banken...

Der var kun mig og bankdamen, som jeg gav mit hævekort, og bad om det ønskede.... Hun kiggede på mig, som talte jeg et uforståeligt sprog, så jeg gentog, hvortil hun svarede, at det havde de ikke. Så jeg spurgte om jeg så kunne få dem i mønter, og nu blev damen lidt mere måbende, og sagde, at de altså slet ikke havde kontanter, og det havde de ikke haft i 1½ år !

Jeg kiggede mig omkring, og tænkt med min forvirrede hjerne, at jeg måske var gået ind hos skohandleren, - men nej, jeg stod i banken... Og de havde ingen kontanter !

Damen sagde så, at jeg kunne gå ud til automaten, og hæve X kroner og så køre i Brugsen, og høre om de kunne veksle.... Altså.... Jeg syntes faktisk, det ville være lidt pinligt, at gå ind i en forretning, og bede dem veksle, uden at købe noget, - men hvad skal man gøre, når banken ingen kontanter har ?!

Jeg gik ud til hæveautomaten, og hævede 300 kroner, vendte mig om, og den første butik jeg så, ville jeg gå ind i, og spørge om de kunne veksle... Jeg gik ind i Ø'ens bolsjer, som venligt vekslede for mig, og min nysgerrighed kom over mig, så jeg spurgte, hvad de gjorde, når de skulle veksle, og kæk svarede de;
”- Vi går ind hos X (butik), han har altid penge, til at veksle for....”

Jeg kan se, at der i fremtiden vil komme en lille bank, ud af X (butik), - og mon ikke han vil blive, en god konkurrent til banken, på den modsatte side af gaden ?

… Man har hermed fjernet bankrøveres mulighed, for at røve en bank.... Men man har så samtidig, øget risikoen for røverier, i alle andre butikker, som egentligt takserer mindre end et bankrøveri, - og siden butiksindehaverne ikke må forsvarer sig, mod disse angreb.... - Ja, jeg kan kun se, at man har fjernet ét problem, for at øge et andet....

Det er ingen skam at gå......

Livet går op... Og livet går ned.... Det ved de fleste... Dette indlæg, vil nok blive lidt tørt, da det vil omhandle min ret til, til at forsvare mig, at komme til genmæle, at stå fast på mit standpunkt, uden at blive gjort uretfærdigt og useriøst tavs !

2 års hårdt arbejde, i Landsforeningen for PTSD i Danmark, er gået tabt.... Det er drønhamrende ærgerligt, men hvis man ikke kan stå inde for, hvad foreningen repræsenterer, så er det på tide at gå, - og det har jeg så valgt at gøre, med øjeblikkelig virkning.... Men det er også med et tungt hjerte, for jeg brænder for sagen, og tror på at kampen er vigtig, hvilket, for mig, er et godt udgangspunkt.

Foreningen havde været SÅ heldig, at Offerfonden havde skænket os midler (et større beløb), som blev givet til dækning af kørselsudgifter i forbindelse med foredrag, om PTSD, rundt om i landet. Det betød reelt at foreningen kunne komme rundt i hele landet, og afholde gratis foredrag, og det var en kæmpe succes, og foreningen fik særdeles god respons tilbage, - der var selvfølgelig også et kæmpe arbejde bag ved, men det var også arbejdet værd.

Midt i marts i år (2017), opstod der en situation, som jeg hverken kunne, eller ville accepterer, og det var dér jeg trak mig, med øjeblikkelig virkning... Selve situationen er underordnet, da det var dén dråbe, som afgjorde min fremtid i foreningen... Jeg satte foden ned.... Jeg er ikke gået, uden grund.

Der har været nogle episoder i foreningen, i den 2 årige periode, som jeg ikke har haft det helt godt med. For at nævne nogle enkelte; en manglende lejekontrakt på foreningens værested på Stevns, som også husede Formandens private bolig (jeg gjorde indsigelser flere gange). En lejekontrakt på opmagasineringen af foreningens indbo (som også husede noget af Formandens indbo), da lejemålet af værestedet blev opsagt (jeg gjorde indsigelser flere gange). Et ualmindeligt og urealistisk højt forbrug af Facebook boost, som jeg ikke syntes at have set, i de mængder, som prisen afspejlede. Og 3 dage efter jeg valgte at gå, i alt kaosset, forsvandt der, tilsyneladende et større beløb af medlemmernes penge, - det sidste gjorde mig temmelig frustreret, og jeg havde mange spekulationer på, hvordan jeg kunne beskytte medlemmerne, og deres penge, selvom jeg var gået... Jeg burde måske være ligeglad, og vende ryggen til... Men jeg sov ikke særlig godt, med dén viden.

Jeg havde derfor en samtale med banken, i et forsøg på, at få undersøgt, hvordan der kunne passes på medlemmernes penge. Jeg fortalte selvfølgelig hvad der skete, og hvorfor jeg var gået.
Og jeg tror nu ikke, at dén samtale alene gjorde, at banken valgte at indefryse foreningens midler, - der har nok også været noget andet, som har gjort, at banken har valgt, som de har gjort....

Jeg har virkelig forsøgt, at holde lav profil, at undgå at opildne til konflikt, men samtidig syntes jeg også at medlemmerne havde ret til at vide, hvad der foregår.... Svaret kom helt af sig selv.
Et medlem spurgte, i en FB gruppen, om hun måtte komme med, på et af de foredrag foreningen skulle holde. Jeg tog hellere end gerne, en person med (en pårørende, eller en PTSD'er), for måske det kunne give noget, til dén person, som tog med. Og det viste sig at være en rigtig god idé, da publikum også fik mulighed for at spørge denne person, om en masse, - det var en god og sund konstellation.

Jeg svarede kort, at jeg havde trukket mig fra foreningen, og så løb det hele ellers af sporet, - selvom jeg forsøgte at være tavs. Og da jeg så blev draget ind i termen ”vi”, hvilke jeg frabad mig, da jeg ikke var enig, resulterede det så i, at 3 bestyrelses medlemmer blev smidt ud af bestyrelsen, med øjeblikkelig virkning, og helt udenom vedtægterne. Dernæst bliv vi smidt ud og blokeret af samtlige Facebook grupper. Og de som spurgte ind til hvad der foregik, blev så også smidt ud af FB grupperne.
Med andre ord; hvis nogen stillede spørgsmål, blev de øjeblikkeligt gjort tavs... Og det syntes jeg ikke er helt rimeligt, fair, professionelt eller sagligt.

Jeg ved ikke hvorfor det er vigtigt, men det blev hyppigt nævnt, at jeg havde fået tilbuddet om at overtage foreningen, som ved en hvilken som helst anden forretning, - den slags kan ikke bare ske, fordi man syntes (der er nogle vedtægter, som skal overholdes). Men jeg har ikke, vil aldrig få lysten til at overtage en forening, hvor jeg er i tvivl om, hvad foreningens penge bliver brugt til.... Det er drøn ærgerligt, men det kommer aldrig til at ske.

Jeg ved jo af gode grunde ikke, hvad der bliver skrevet i diverse FB grupper, og i teorien er jeg ligeglad, jeg er ude af det, - men mit retfærdighedsgen har taget lidt over, for medlemmerne aner stadigvæk ikke hvad der foregår, og hvorfor det foregår.... Og er måske derfor, jeg laver dette indlæg...

Pas på hinanden derude.

Med venlig hilsen
Henriette
Tidligere Næstformand
Landsforeningen for PTSD i Danmark