Forrige fredag fik jeg, skal vi kalde det en lille mikroskopisk bums på sulet, mellem kønslæberne og ballen, - egentlig ikke noget, som burde nævnes hér på min Blog. Men jeg har det jo med at fortælle stort som småt til hele verden, som gider at læse…
Lørdag eftermiddag blev ”bumsen” en smule øm, men intet alarmerende. Søndag morgen kunne jeg godt mærke, at jeg havde noget mellem benene, som ikke var dét, jeg havde håbet på, - nu var den altså generende…. Men med en smule kvindelogik, ville denne lille satan vel gå over, på ét eller andet tidspunkt…
Mandag aften var den blevet til en direkte ondskabsfuld fætter, på størrelse med et hønseæg, og gjorde nuller-naller, så tirsdag morgen, ringede jeg til lægen og bestilte tid… Og de fleste ved jo, at når man ringer til lægen, for at få en tid, så får man en lægesekretær i røret, som faktisk KUN er lægesekretær fordi denne missede et par timer som læge, - hvis man altså spørger dem selv…. Jeg fik en tid til torsdag.
Jeg kunne nu kun gå, som havde jeg skidt i mine bukser, og håbede så inderligt, at min ”følgesvend” ville poppe snarligt, - dét skete så ikke !
Torsdag kl. kvart i tidlig stod jeg hos lægen, og kunne faktisk ikke komme op på briksen uden hjælp…
Jeg fik pakket fætteren ud, og lad mig bare sige det, med det samme, - lægen gjorde store øjne, og sagde med det samme;
”- Dén der, kan jeg altså ikke ordne…. Du må på skadestuen snarest !”
Jeg forsøgte at fedte mig til, om hun ikke liiige kunne snip-snap-snude dén, og så var dét kapitel ovre. Men så spurgte hun om jeg vidste hvor stor den var, - hvilket jeg af gode grunde IKKE vidste, da mit korpus ikke kan bukkes således sammen, at jeg kan se noget som helst under navlen !
”- Jeg overdriver ikke, hvis jeg siger, at den er knap 15 cm lang og 6 cm bred….” sagde hun, og så måtte jeg grine, selvom dét osse gjorde ondt i kaloriussen, - hvordan fxnden kan en bitte bums, blive til et monster, på ca en uge ?!
Jeg tog færgen, og satte mig på en ”pølle-pude”, så jeg havde en mulighed for at undgå den ubeskrivelig smerte. Ankom så til Svendborg skadestue. Blev faktisk vist ind på en stue med det samme, og ca. 45 minutter efter, stod der så en organ-kirurg, mens jeg tegnede og fortalte om dette bæst, som havde indtaget mit understel. Hun (lægen) ville gerne se den, - ja, hvem vil ikke se sådan et bæst ?! Men sagde, at hvis jeg skulle op og ned flere gange, for at fremvise andre ”dimsen”, så optrådte jeg altså kun med dette nummer én gang, uanset hvor mange der skulle se den (læs: jeg ville blive læggende i sengen, indtil de fandt ud af, hvad der skulle ske)…
Jeg blev nænsomt smidt op i sengen, og pakkede så fætteren ud - igen….
”- Puha da, dén er fæl….. Jeg vil lige rådfører mig med Bagvagten…” sagde hun, og så gik hun. Og da jeg nu lå dér med mit understel til offentlig skue, ville jeg da lige mærke, hvor stor den var blevet… Den var nu blevet dobbelt så høj, og meget nopret (som et krater)… Lægen kom tilbage, og ville liiige se den igen, fordi den var så svær at beskrive !
1 time efter blev jeg ført op til en afdeling, - fastende…. Jeg stod nu, i liggende stilling, i kø for at få flået dyret af, og jeg kunne ikke vente. Det begyndte at gøre ondt ned ad indersiden af benet, og gjorde mere og mere ondt, og jeg kunne mærke at den nu voksede ret hurtig… Jeg fik morfin hvert 3. kvarter, som jeg ikke engang skulle tigge om, - manner, det er nye tider…
Klokken var nu ved 21-tiden, og jeg havde ikke fået vådt, tørt eller mit dope, så jeg var ved at miste besindelsen, - jeg havde desperat brug for mit dope….
Kirurgen kom ind på stuen, som kunne have været den lokale klejnsmed, - jeg var ligeglad, bare jeg blev adskilt fra dét torturvoksende element, som sad fast et sted, som ikke var så heldigt !
Lægen så meget stresset ud, og forklarede at de havde travlt, og dét vidste jeg jo godt, og der var selvfølgelig ingen bebrejdelse fra min side. Jeg sagde til ham, at jeg syntes vi skulle gøre det i morgen i stedet for, så de ikke var så presset (ja, jeg kunne være nok så kæphøj på morfin), og vi blev så enige om, at det skulle være i morgen i stedet for. Men inden han gik, ville han lige se bæstet, og sagde;
”- Dét der er ikke godt…. Der er gået alt for lang tid, - du skulle have været kommet tidligere !”
- Okay, jeg kom altså så ikke tidligere, - gider du at fjerne den oder hur ?!
Nu det hele var udsat til morgen efter, hældte jeg mit dope i halsen, skyllet ned med æblejuice, og så vraltede jeg pinefuldt af sted mod altanen, så jeg kunne ryge… Jeg havde lige taget to hiv, og så kastede jeg da bare op, og i det samme kom den rare sygeplejerske og sagde;
”- Det er nu…. De er klar dernede på OP !”
Så jeg havde kap-vraltningen på fuld skrue, så de ikke sprang mig over… Kl var nu 01:45, og jeg blev næsten fræset til OP, og så begyndte jeg ellers at fortælle historier, fra de varme lande, indtil der var en sød stemme, som sagde;
”- Det er meningen du skal slappe af, så din krop er mere rolig, inden du får lov til at sove….”
- Okay, dét vidste jeg så ikke, men plaprede videre, upåagtet at jeg nu havde fået masken på, - måske fordi jeg havde et ret uheldig forhold til gaze, og forestillede mig at min rxv ville blive fyldt med gaze, - i ét langt stykke, - eller måske fordi jeg slet ikke fik mit dope…. - Hold nu bare kxft, Henry !
Jeg vågnede op igen på OP-stuen, og fiseme om min knevren ikke startede forfra, ordene var dog hen i retningen af;
”- Jeg takker…. Hvor er det skønt, at den er væk… Jeg stemmer for, at I skal have lønforhøjelse !”
Jeg kom atter tilbage til afdelingen, og måtte stadigvæk ikke spise, da jeg skulle være fastende, til dét indgreb, hvor man ville fjerne gazen, man havde fyldt min rxvballe med…. Og så skete dét, jeg havde frygtet allermest…. Jeg stod op ved 5-tiden, og ville lige vaske understellet, når man nu skulle rode rundt dernede, og fik - ved et uheld - fat i enden på gazen i min rxv, og i panik begyndte jeg at trække det ud, - jeg ved fiseme ikke hvorfor, eller hvad jeg tænkte, - jeg tænkte slet ikke, og da ca. 20 cm var revet ud af min balle, smed jeg gazen fra mig, som nu hang efter mig, som en slags hale… Jeg var bund hysterisk, og var jeg i stand til at hoppe på stedet i hysteri, så havde jeg osse gjort det, - men jeg ringede så efter sygeplejersken, som tydeligvis ikke vidste hvad man så skulle gøre, og jeg blev ved, med at spøge om hun ikke bare kunne klippe dét stykke af, som hang ud, - men dét var der ikke stemning for, og endte med at jeg skulle folde det sammen… YYYYYIIIIIRRRRKKKKSSS !
Lørdag formiddag var jeg så tilbage på operationsbordet, hvor man pilede de km gaze, man havde lagt derind i hulens gab…. Blev udskrevet, og landede på min ø sidst på eftermiddagen…. Nu kommer så det næste problem;
- Vil det gøre ondt, at skxde ?!
Eller måske værre;
- Vil der gå lxrt i det ?!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar